Påskekamp i Jylland
Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.


Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.
AB Gladsaxe tager i morgen Skærtorsdag den 2. april 2026 endnu en gang turen til Nordjylland. Denne gang venter Skive ved Limfjordens vande.
Skive IK tager imod AB på Hancock Arena, som, hvis man har mulighed for at komme forbi, ligger på Engvej 17.
Kampens dommer Mikkel Thomsen fløjter kampen i gang kl. 14.00, og på sidelinjerne løber linjedommerne Aidin Esmaeli og Niels Heer.
Den første kamp mellem de to hold i oktober 2025 endte med sejr på 4-0 til AB på Gladsaxe Stadion.
Indenfor de første 15 minutter scorede Jonathan Mathys det første mål og Marcus Immersen scorede to gange, og havde dermed bragt AB foran med 3-0. Adrien Koudelka scorede det fjerde mål.
Der venter en helt anderledes og tæt kamp Skærtorsdag. Skive IF tabte deres seneste kamp knebent med 1-0 på udebane mod Thisted FC. Kampen før spillede Skive IK 0-0 hjemme på Hancock Arena mod Næstved. Skive ligger nr. 9 i CamboBet 2. division, mens AB fortsat indtager 1. pladsen.
AB kommer til kampen med en sejr på 2-0 i bagagen over FC Roskilde. Det står klart, at der skal hentes bedre spil frem for at få point med hjem fra Skive.
AB har Tobias Damtoft i karantæne. Tilbage i truppen er Marco Vesterholm, som har udstået karantæne, og han er dermed klar til at møde sine tidligere holdkammerater. Efter en lang skadespause er Noah Maale endelig tilbage i truppen.
Følgende spillere er med i bussen til Skive:
1. Marcus Bobjerg (målmand)
4. Adrien Koudelka
5. Marc Dal Hende
7. Noah Engell
9. Emil Mygind Jensen
10. Marco Ramkilde
11. Casper Grening
15. Søren Ilsøe
18. Milan Silva Rasmussen
19. Jonathan Mathys
20. Marcus Immersen
21. Travian Sousa
22. Marco Vesterholm
28. Tobias Lykkebak
30. Alfred Horup
34. Mikkel Brund
37. Frederik Lindgaard
41. Tobias Hageltorn
43. Noah Ibsen
45. Noah Maale
54. Adam Ingi Benediktsson (målmand)
88. O’Vonte Mullings
Tobias Hageltorn siger, at spillerne vil fighte alt, hvad de kan: ”Vi forventer en svær kamp mod Skive. Det er et hold med højde og stor fysik. Vi forventer, at de kommer med rigtig meget power og er klar fra start. De ved godt, hvad vi kommer med. Skive har meget at spille for i forhold til ikke at komme i nedrykningsproblemer. Så de er 100% klar i morgen - det er vi jo også!
Den seneste kamp mod Roskilde var en rigtig fighterkamp og vi skal nok forvente noget af det samme mod Skive. Deres bane er heller ikke den bedste, så vi forventer ikke det flotteste spil, men vi vil selvfølgelig gøre vores bedste som altid. Vi var rigtig glade for sejren mod Roskilde, for det var en anderledes sejr i forhold til de andre sejre. Vi er rigtig glade for, at vi også kan få sådanne sejre, hvor vi skal kæmpe og give alt, hvad vi har - og det tager vi med os”, slutter Tobias Hageltorn.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson tror, det bliver en god fodboldkamp: ”Vi har bearbejdet den sidste kamp, og der var mange ting, som vi var glade for. Selvfølgelig var der også ting, vi kan forbedre. Vi skulle have holdt bedre på bolden, vi tabte alt for mange dueller, både en mod en, men også i vores pasninger. I 2. halvleg mistede vi tit bolden og kom til at stå for langt tilbage på banen. Det er vi selvfølgelig ikke glade for, men samlet set var det en god kamp på en skidt bane.
Jeg har set Skives sidste to hjemmekampe, og det er ikke en fantastisk bane, vi skal spille på. Det er en anderledes bane end den, vi spillede på i Thisted - den var ret blød. Vi er opmærksomme på det, så vi må spille, som vi kan på banen. Vi vil være modige med bolden og kæmpe, som vi gjorde i fredags”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.