En fantastisk holdindsats gav pote i form af 3 point
AB Gladsaxe spillede i går, fredag den 21. marts 2025, mod Ishøj IF på Gladsaxe Stadion foran 708 tilskuere. Kampen endte 3-0 med mål af Noah Engell Christensen, O’Vonte Mullings og Noah Engell Christensen (straffespark)...
Næste indlæg
AB Gladsaxe spillede i går, fredag den 21. marts 2025, mod Ishøj IF på Gladsaxe Stadion foran 708 tilskuere. Kampen endte 3-0 med mål af Noah Engell Christensen, O’Vonte Mullings og Noah Engell Christensen (straffespark).
I forhold til den sidste kamp i Middelfart var der to ændringer i opstillingen. Steven Simpson spillede højreback, og Mikkel Nielsen sad på bænken. Casper Grening overtog venstrefløjen, og Yushi Yamaya var med fra start.
Startopstillingen så således ud: I målet stod Marcus Bobjerg, og i det centrale forsvar spillede Noah Ibsen og Pachanga Kristensen. På højre side af forsvaret spillede Steven Simpson, og på venstre side Rasmus Brodersen. På den centrale midtbane spillede Ægir Jarl Jonasson og Agust Hlynsson, og på fløjene spillede O’Vonte Mullings og Casper Grening. I angrebet spillede Tobias Hageltorn og Noah Engell Christensen, der også var anfører.
Efter 12 minutter af 2. halvleg skiftede AB formation. Mikkel Brund kom ind i et tre-mandsforsvar. Yushi Yamaya kom ind på venstre fløj, Søren Ilsøe kom ind på den defensive midtbane, og Steven Simpson blev rykket længere frem på højre fløj. Casper Grening, Tobias Hageltorn og Rasmus Brodersen blev udskiftet.
I det 76. minut erstattede Frederik Lindegaard den energiske og velspillende O’Vonte Mullings. Frederik Lindegaard blev sat helt fremme. Fem minutter før tid erstattede Mikkel Nielsen en meget velspillende Steven Simpson.
Efter den flotte 3-1-sejr sidste lørdag på udebane mod Middelfart var der spænding forud for dagens kamp om, hvorvidt AB igen kunne levere en god præstation og hente de vigtige 3 point. Det lykkedes, og det blev en flot sejr.
Det så ikke ud til, at presset for at komme blandt de seks bedste og dermed i oprykningsplayoffet påvirkede AB’s spil. Allerede få minutter inde i kampen viste O’Vonte Mullings sin hurtighed og kom fremad på banen. Casper Grening, Noah Engell Christensen, O’Vonte Mullings og Agust Hlynsson lå hele tiden tæt på Ishøjs spillere og pressede dem langt tilbage. Ishøj stod dybt og lå på lur efter kontraangreb. De fik dem, men det tog omkring et kvarter, før Ishøj havde et skud, hvor bolden endte langt over målet.
Et par minutter senere var de dog tæt på, men et ellers godt indlæg blev bokset væk af AB’s målmand Marcus Bobjerg.
Så gik det hurtigt, for AB scorede 3 mål på 6 minutter – det lykkedes dem!
Noah Engell Christensen fik den sidste fod på bolden og scorede til 1-0 efter 38 minutter. AB fik hurtigt bolden tilbage, og efter at flere afslutninger var blevet pareret, tog O’Vonte Mullings – blot 3 minutter efter at have scoret – sagen i egne hænder og sendte et kraftigt skud af sted til 2-0. Igen, kun 3 minutter senere, var AB farlige i feltet, og en af Ishøjs spillere parerede et skud med hånden. Dommeren tildelte et straffespark, som Noah Engel Christensen iskoldt sneg ind til 3-0 på målmandens venstre side. Kort før pausen fik Ishøj en god mulighed for at reducere, men et godt skud foran mål svævede helt forbi.
Efter pausen skiftede Ishøj formation og rykkede længere frem på banen i et forsøg på at flytte spillet højere op på AB’s halvdel. Som følge heraf skiftede AB også formation og spillede med en tre-mandsforsvar og et mere defensivt udgangspunkt. AB havde flere afslutninger i 2. halvleg, men ingen af dem resulterede i flere mål.
Ishøj havde et par chancer, hvor Marcus Bobjerg måtte vise sit værd, hvilket han gjorde, selvom han kun få gange i løbet af kampen var nødt til at gribe ind med redninger.
Med knap et kvarter tilbage af kampen fik Ishøj et frispark på venstre side lige uden for feltet. Som I ved, lykkedes det Ishøj i de to holds sidste opgør at sparke bolden forbi muren og ind i målet. Det kunne ikke have været tættere i dagens kamp, for skuddet gik forbi muren og ramte stolpen.
Cheftræner Joey Gudjonsson understregede, at holdet bliver stærkere og stærkere, og at alle spiller for hinanden:
”Det er altid dejligt at vinde, og vi kom rigtig godt fra start. Vi var meget aggressive og ville ikke give dem tid med bolden. Vi pressede dem højt op og vandt boldene højt på banen. Vi skabte mange chancer og kunne have scoret flere mål allerede i kampens indledning. Spillernes mentalitet bliver stærkere og stærkere, og de lod sig ikke afskrække af, at der ikke blev scoret. De kæmpede videre og skabte flere chancer, og så kom målene også.
I 2. halvleg spillede vi stadig godt og skabte flere chancer, men vi fik ikke det fjerde mål. Ishøj ændrede deres spillestil og satte flere spillere fremme. De tog mange chancer, og vi havde mange kontraangreb og muligheder for at score flere mål.
Jeg synes også, jeg vil rose spillerne for indsatsen i 2. halvleg, for banen blev mere og mere opkørt, og det var svært at kontrollere bolden. Så er det svært at vise klasse og kvalitet på en sådan bane. Spillernes indstilling var utrolig, og det var en god sejr.
Vi har talt om, at alle skal give alt, hvad de kan. Hvis de ikke kan spille 90 minutter, men kun 60, så skal de give alt, hvad de har, og så skal den næste, der kommer på banen, følge op og gøre det samme med samme energi og tilgang til kampen. Uanset om det er startopstillingen eller de spillere, der starter på bænken, så spiller de alle sammen for holdet, og det er jeg rigtig glad for,” afslutter Joey Gudjonsson.
Kaptajn og dobbeltmålscorer Noah Engell Christensen sagde efter kampen, at han aldrig følte, at der var nogen tvivl om, hvem der ville vinde kampen:
»Det er en fantastisk følelse at vinde kampen. Vi kom rigtig godt fra start, og i 1. halvleg kørte vi dem rundt på banen. Vi havde mere energi end Ishøj og skabte masser af chancer i de første 30 minutter.
Så scorede vi et mål, og derefter scorede vi to mere. I anden halvleg kørte vi bare kampen hjem, og der var aldrig nogen tvivl om, at vi skulle hente alle tre point. Det blev en lidt anderledes halvleg, fordi de skiftede formation og fik lidt mere fat i bolden, men jeg synes ikke, de blev rigtig farlige. Vi skifter også formation, så vi kan dække dem mand for mand, og vi har godt styr på dem. De får et frispark, og vi ved, at han er god til frispark, men heldigvis rammer bolden stolpen. Vi vinder 3-0, og det var fantastisk”, afslutter Noah Engell Christensen.
Den næste kamp spilles fredag den 28. marts 2025 mod FC Helsingør kl. 19.00 på Helsingør »Ny Stadion«, Gammel Hellebækvej 63 i Helsingør.














