AB vandt over Kolding IF - og det gav 4 sejre på stribe!
← Alle nyheder

AB vandt over Kolding IF - og det gav 4 sejre på stribe!

I overværelse af 818 tilskuere på Gladsaxe Stadion lykkedes det AB lørdag eftermiddag at vinde 1-0 og det blev så den fjerde sejr i træk.

Kampreferat

I overværelse af 818 tilskuere på Gladsaxe Stadion lykkedes det AB lørdag eftermiddag at vinde 1-0 og det blev så den fjerde sejr i træk. Det var en kamp, der blev spillet under vanskelige forhold. En meget kraftig vind på langs af banen og silende regn, gjorde banen blød og rigtig svær at spille på for de to mandskaber. Kampen var også lige langt hen ad vejen. Det ændrede sig i det 83. minut, hvor O`Vonte Mullings trak på tværs og forbi tre Kolding spillere lige uden for feltet, overlod han bolden til Noah Engell, der kanonerede bolden i nettet i det lange hjørne uden nogen chance for Adam Danko i Kolding målet.

AB’s opstilling

Trænerteamet havde valgt nøjagtig den samme startopstilling, som til de sidste 2 kampe.

AB’s startopstilling var derfor på mål Adam Benediktsson, på højre back Adrien Koudelka og Marius Stenner på venstre back. Gabriel Noga stod sammen med Aidan Liu i midterforsvaret og Søren Ilsøe (anfører) og Marco Vesterholm spillede på midtbanen. Casper Grening lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Milan Silva Rasmussen lå sammen med Saliou Diop i front.

Kampens forløb

Gennem hele kampen havde begge hold på grund af det dårlige vejr svært ved at få styr på spillet. Som kampen skred frem, blev banen også ujævn og tung. Det blev da også i længere perioder en fysisk præget kamp, og en kamp hvor boldene var svære at kontrollere. Den største chance i de første 20 min. tilfaldt Kolding IF, hvor en tværaflevering endte hos en helt fri Koldingspiller i højre side. Han sendte et godt indlæg ind i feltet, men de to Koldingspillere, der var med fremme, nåede ikke frem til bolden. Få minutter efter fik Kolding IF en omstilling, og kom hurtigt frem på banen. AB’s forsvar fik pillet bolden væk fra ham, og den endte lidt udenfor feltet, mens det afsluttende skud endte over mål.

Efter 26 min. måtte Casper Grening gå fra banen, og Noah Engell kom ind og startede på venstre kant. Ret hurtigt blev Milan Silva Rasmussen lagt på venstre kant og Noah Engell kom ind på midten. AB havde flere afslutninger, hvor Saliou Diop, Aidan Liu og Gabriel Noga forsøgte sig, men ikke tilstrækkeligt præcist til at passere Adam Danko i målet.

I starten af 2. halvleg fik Kolding en stor chance, da et indlæg fra højre side lå så godt, så en Kolding spiller uhindret og med stor fart kunne komme helt ind i feltet og heade bolden mod mål. Adam Benediktsson kastede sig ned og hev en stor redning frem. AB havde herefter to store chancer, hvor den ene blev pareret af forsvaret, og den anden chance endte i armene på målmanden.

Efter et hjørnespark fik Marco Vesterholm en god mulighed med et skud, men det endte over mål.

Med tyve min. igen af den ordinære kamp kom Jermain Fernandes på banen på venstre kant, og Milan Silva Rasmussen gik ud. Samtidig udgik Adrien Koudelka og blev erstattet på højre back af Tobias Damtoft.

Efter 83 min. kom AB på måltavlen med en rigtig god aktion fra O’Vonte Mullings, der trak på tværs forbi flere forsvarsspillere, og Noah Engell fik bolden og bankede bolden i nettet. Et fantastisk flot mål af de to AB-spillere.

I kampens døende min. kom Tobias Hageltorn ind i stedet for O’Vonte Mullings på højre kant. AB fightede sig gennem resten af kampen og fik sejren. Det var en kamp, der aldrig blev en skøn fodboldkamp, men det blev til 3 skønne point.

Anfører Søren Ilsøe sagde efter kampen, at spillerne havde godt styr på Kolding:

”Vi havde virkelig god intensitet i dag og tro på sejren. Jeg synes, uanset om det gik deres vej eller vores vej, så havde vi fornemmelsen af, at vi godt kunne score. Jeg synes, at vi får mange gode chancer, men der mangler lige det sidste.

Det var et svært underlag, banen var blød og var en stærk modstander. På trods af det, så syntes jeg, at vi fik spillet det fodbold, vi gerne vil og fik presset dem på den sidste tredjedel. Vi har nogle gode chancer i første halvleg, og vi stod bedre på banen i anden halvleg. Vi fik justeret nogle småting i pausen og fik Kolding presset ud i nogle situationer, vi godt ville have dem i. Vi vandt boldene og fik spillet fremad. Og så var der rigtig god kvalitet i det mål, vi laver - og så kører vi kampen hjem på rutinen og det har vi været gode til i de sidste kampe.

Jeg følte, at vi havde godt styr på dem. De kom frem til noget halvt, men rigtig farlige bliver de aldrig, synes jeg ikke”, sluttede Søren Ilsøe.

Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson sagde efter kampen, at det var en fantastisk præstation:

”Det var en rigtig vanskelig kamp. Vejret var forfærdeligt, med stærk vind langs banen og banen blev så tung. Stor kredit til spillerne - de kæmpede og kæmpede. De missede nogle lette afleveringer, men vi blev ved med at gøre de rigtige ting defensivt. Til sidst viste vi virkelig kvalitet og scorede et rigtig godt mål. Sikke en præstation af mine spillere.

Kolding havde de samme vilkår, og de havde i 1. halvleg nogle omstillinger, hvor vi mistede bolden alt for let. Men de truede os ikke for alvor, og dog i 2. halvleg havde de et godt hovedstød, hvor vi var faldet lidt i søvn. Jeg følte hele tiden, at vi havde kampen i vores lomme, selvom det var svært for os at komme frem til gyldne chancer. Jeg tror, vi havde over 20 skud i kampen, så det er jeg meget tilfreds med også selvom vi ikke fik flere af skuddene i mål. En fantastisk præstation af alle spillerne i dag”, sluttede Fannar Berg Gunnólfsson.


Næste kamp i Betano Pokalen bliver spillet tirsdag den 27. oktober 2026 kl. 19.30 mod Brøndby IF på Gladsaxe Stadion.


Næste kamp i Betinia Liga bliver spillet lørdag den 31. oktober 2026 kl. 13.00 mod FC Fredericia på Monjasa Park.

Del dette: