
Der venter en vanskelig sæsonstart
Når AB Gladsaxe genoptager kampene efter vinterpausen i 2. division, bliver det mod ligaens absolutte topklub. Det kan næppe blive en sværere start for AB end når holdet søndag den 10. marts tager til Blue Water Arena, h...
Næste indlæg
Når AB Gladsaxe genoptager sæsonen efter vinterpausen i 2. division, bliver det mod ligaens absolutte topklub. Det kan næppe blive en sværere start for AB end når holdet søndag den 10. marts tager til Blue Water Arena, hvor Esbjerg fB tager imod kl. 14.00.
Cheftræner David Roufpanah siger følgende om den første af de meget vigtige kampe i grundspillet: »Det er fantastisk, at vi nu skal i gang med forårssæsonen. Vi er så klar, som vi kan være. Det er selvfølgelig den første kamp og også den første kamp for denne trup med de nye spillere. Så det bliver spændende. Vi har helt sikkert en god fornemmelse og er rigtig godt forberedte. Esbjerg er et rigtig stærkt hold. Vi ved, hvordan de spiller. De ting, de er gode til, er de rigtig gode til. De er stærke i angrebet, og de forsvarer sig også rigtig godt. Det har vi set på og forberedt os på, og vi har en god taktik til kampen. Vi tager til Esbjerg for at hente point. Det er selvfølgelig svært at vide på forhånd, hvordan kampen vil udvikle sig. Det er et godt hold, vi skal møde, men vi har forberedt os så godt som muligt. Så vi vil gerne tage 3 point med hjem”.
I vinterpausen har AB stabiliseret truppen med en række nye spillere, og det bliver spændende at se, hvor AB står efter en lang vintertræning.
AB tager til Vestjylland efter fire træningskampe og har to sejre i bagagen. De to seneste sejre var mod Österlen FF og BK Olympic fra Malmö. Ikke mindst i kampen mod BK Olympic spillede AB til tider rigtig god fodbold med masser af energi og flot kombinationsspil i højt tempo. AB Gladsaxe har trænet på græs i løbet af ugen for at vænne sig til banen i Blue Water Arena. Esbjerg fB spillede 1-1 i deres seneste venskabskamp mod Raufoss FK på deres træningslejr i Tyrkiet. I det første møde mellem de to hold i begyndelsen af september vandt Esbjerg fB 3-0 på Gladsaxe Stadion. Ingen af de to hold har spillere i karantæne.
Kampens dommer er Nanna Løf Mørch Andersen.
Efter dagens træning siger Rasmus Brodersen: »Vi har ventet længe på at komme i gang, så vi glæder os til kampen i morgen. Vi har haft en god forberedelsesperiode og føler os klar til at tage til Esbjerg. Det er altid spændende at se, hvor vi står her i den første kamp. Vi tager til Esbjerg og er klar til at give dem modstand. Vi har trænet nogle forskellige ting i vores træningskampe, og dem skal vi sætte i spil her fra sæsonstart. Fysisk er vi i den bedste form, vi kan være, og vi er skarpe – så det er virkelig bare at komme i gang.”
Kaptajn Daniel A. Pedersen ser også frem til kampen: »Det bliver fedt at komme i gang med kampen. Det er det, vi ser frem til, når vi møder op efter ferien. Det er ikke lige så sjovt at spille venskabskampe, så det bliver fedt, at vi skal spille om point igen. Vi glæder os virkelig til det, og det er en fantastisk kamp at starte med, så vi er helt oppe at køre. Det er selvfølgelig en hård opgave, for Esbjerg er et godt hold. Men vi skal jo møde dem, så kan vi lige så godt gøre det nu. Hvis vi får en god start, så er det et rigtig godt hold at slå og et godt udgangspunkt for de senere kampe. Vi tager selvfølgelig derover for at hente 3 point, og selvom det er et godt hold, har vi også tillid til vores egne evner. Der er nok ingen hold, der på nuværende tidspunkt ved 100 %, hvor de står. Det finder man først ud af, når sæsonen er i gang. Vi har haft en god start – nu vil vi bare gerne i gang igen”.
Følgende spillere er med i kampen:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
10 Tim Freriks
11 Flamur Dzelili
15 Søren Ilsøe
17 Yushi Yamaya
19 Christian Wagner
22 Ágúst Hlynsson
24 Mark Garly Pedersen
30 Julius Lind
40 Hard Askham
88 O’Vonte Mullings
97 Ahmed Hassan
99 Jesper Sørensen (målmand)














