AB tog fortjent sejr på 2-0 over Aarhus Fremad
← Alle nyheder

AB tog fortjent sejr på 2-0 over Aarhus Fremad

AB Gladsaxe vandt fortjent i dag med 2-0 over et stærkt spillende Aarhus Fremad hold.

Kampreferat

AB Gladsaxe vandt fortjent i dag med 2-0 over et stærkt spillende Aarhus Fremad hold, hvor 718 tilskuere var mødt frem på Gladsaxe Stadion. Aarhus Fremad kom dog aldrig frem til de store chancer. AB stod godt på banen og var kampen igennem godt organiseret.

Det var også AB, der fik de store chancer og to af den gav mål. I det 21. minut bragte Saliou Diop AB foran med 1-0 og 15 minutter inde i 2. halvleg gjorde Milan Silva Rasmussen det til 2-0.

AB’s opstilling

I forhold til de øvrige kampe i sæsonen var Adrien Koudelka flyttet ud på højre back. AB’s startopstilling var herefter på mål Adam Benediktsson, på højre back Adrien Koudelka og Marius Stenner på venstre back. Gabriel Noga stod sammen med Aidan Liu i midterforsvaret og Søren Ilsøe (anfører) og Marco Vesterholm spillede på midtbanen. Casper Grening lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Milan Silva Rasmussen lå sammen med Saliou Diop i front.

1. halvleg

Det var en kamp mellem to hold, der gerne ville spille fodbold. Det viste sig hurtigt, at hvis AB skulle have point, så skulle de være fremme i skoene hele kampen igennem. Det var AB og de leverede en flot kamp også selvom Aarhus Fremad gerne ville frem på banen. AB pressede højt på Aarhus Fremad’s banehalvdel. Når Aarhus Fremad havde bolden, spillede de hurtigt og deres opspil specielt i venstre side gav udfordringer.

Indenfor de første 20 min. havde AB gode muligheder for at komme til afslutninger. Det blev til skud fra distancen fra Marius Stenner, men bolden endte desværre ikke i mål. O’Vonte Mullings tog turen til baglinjen og sendte et indlæg ind midt i feltet til Gabriel Noga, der dog ikke kom udenom Aarhus Fremad’s målmand Viktor Højbjerg.

Aarhus Fremad havde et frispark i venstre side tæt på feltet, men bolden endte i AB’s forsvarsmur.

Milan Silva Rasmussen pillede fikst bolden fra Aarhus Fremad’s forsvarsspiller, og løb mod baglinjen og sendte et indlæg ind i feltet til O’Vonte Mullings. Han afleverede til Saliou Diop, der sendte bolden i mål til føring 1-0 efter 21 min.

Aarhus Fremad søgte hele tiden at få greb om kampen, og fik flere omstillinger, hvor de kom hurtigt frem på banen. Inden afslutningerne blev fuldført, var resultatet, at AB fik clearet bolden væk. Søren Ilsøe satte gang i et opspil, hvor han fandt Saliou Diop, som spillede Milan Silva Rasmussen, men han headede forbi mål.

2. halvleg

AB fortsatte det organiserede spil, og det gav flere gode afslutninger, hvor bl.a. O’Vonte Mullings fandt Milan Silva Rasmussen, men hans skud endte igen forbi mål. Efter et godt AB opspil tog Milan Silva Rasmussen nogle driblinger, spillede O’Vonte Mullings, der genialt spillede bolden ind i feltet til Milan Silva Rasmussen, der bankede bolden i nettet til føring 2-0 efter 60 min. Det var O’Vonte Mullings 2. assist i kampen - og så lige på hans fødselsdag!

Efter 65 min. kom Jermain Fernandes på banen og afløste Casper Grening på venstre kant. Noah Engell afløste Milan Silva Rasmussen i front.

Kampens vel nok største chance tilfaldt Saliou Diop, som fik en friløber, og løb helt ned til målfeltet skarpt forfulgt af to Aarhus Fremad spillere, som var dygtige nok til at tackle bolden fra ham. På det efterfølgende hjørnespark, kom Gabriel Noga højt til vejrs, men hans hovedstød endte ved siden af mål.

Med lidt over et kvarter tilbage af kampen blev der gensyn med Travian Sousa, som kom på banen efter et længere fravær. Han overtog venstre back fra Marius Stenner.

Aarhus Fremad havde fortsat bolden en del, men de kom stadig ikke til afgørende chancer - hertil stod AB’s forsvar for stærkt.

Tobias Hageltorn kom på banen og overtog højre kant fra O’Vonte Mullings. Med 3 min. tilbage af den ordinære spilletid kom Alfred Horup på banen og overtog midtbane fra Marco Vesterholm. Alfred Horup knap var knap nok kommet på banen, da han fik en god aflevering og kunne sparke bolden mod mål, men målmand kastede sig ned i hjørnet og afværgede forsøget. Travian Sousa fik også sendt et godt skud afsted, men bolden endte forbi mål. I de sidste 3 min. af dommerens overtid havde Aarhus Fremad et skud tæt forbi mål og også en afslutning, hvor Adam Benediktsson måtte hive en refleksredning frem.

Kampen sluttede 2-0, og AB hentede de 3 point efter en flot indsats holdindsats.

Anfører Søren Ilsøe sagde, at det var en stærk holdindsats: “Som jeg sagde i optakten, så har vi trænet rigtig godt. Vi har bl.a. haft fokus på den defensive struktur, hvornår skal vi gå i pres og hvornår skal vi spille igennem. Det lykkedes i dag, så det var bare en god holdindsats. Jeg synes, at vi laver mange gode ting i dag og hvis vi havde fået lige en aflevering mere, så ville vi have fået mange flere store chancer. Men vi er kyniske i dag og scorer på det, vi har og som jeg husker det, så har de kun en stor chance i det 88. min. på et hovedstød.

Vi stod godt på banen, vi var aggressive, når de spillede ind i banen og feltet og vi hoppede ikke på den, når de prøvede at rotere i positionerne.

Vi justerede lidt i pausen, så vi fik styr på de situationer, hvor vi blev spillet tynde i 1. halvleg. Vi stillede os lidt anderledes og så havde Aarhus Fremad ikke rigtig noget. Jeg følte, at vi var tættere på 3-0 end de var på 2-1. Vi gjorde, hvad vi skulle for at få de 3 point i dag og det var klasse”, slutter Søren Ilsø.

Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson sagde, at drengene gav alt, hvad de havde: ”Aarhus Fremad er et rigtig godt fodboldhold. De vil kontrollere kampen med bolden. Vi vidste, at vi kunne straffe dem, som vi så ved det første mål, hvor vi nemt kunne vinde bolden og virkelig hurtigt kunne vi gå i aktion.

Det var en virkelig svær kamp, og drengene kom med alt, hvad de havde. Aarhus Fremad spillede en god kamp også selvom de ikke kom frem til ret mange chancer før til sidst i kampen. Det var en sjov kamp med mange dueller og meget fight - så det var en stærk sejr for os.

Det har været et mål for os at komme op i Top-6, og nu kan vi se, at vi er godt på vej til at indfri det mål. Der er et par kampe, hvor vi ikke har spillet så godt, men lige nu er vi på et rigtig godt sted, og vi vil fortsætte med at kæmpe videre fremad i de kommende kampe”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.

Næste kamp bliver spillet fredag den 16. oktober 2026 kl. 19.00 mod HB Køge på udebane.

Del dette: