
AB vinder 3-0 over Vendsyssel FF
AB vandt en utrolig vigtig sejr fredag aften på Gladsaxe Stadion, da det blev 3-0 over Vendsyssel FF.
Næste indlæg
AB vandt en utrolig vigtig sejr fredag aften på Gladsaxe Stadion, da det blev 3-0 over Vendsyssel FF. Efter sidste uges nederlag til FC Fredericia, var det vigtigt at komme på sporet igen i bestræbelserne på at holde sig i Top-6.
771 tilskuere havde fundet frem til kampen, og sejren betød, at AB dermed kunne tage 3 point med ind i landskabspausen.
AB kom rigtig godt fra start og lagde ud i det velkendte presspil og gjorde det rigtig svært for Vendsyssel. Det blev til en del chancer og på to af dem scorede Saliou Dior. Det blev til 1-0 efter 12 min. og 2-0 efter 20 minutter. 2-0 var også pausestillingen.
Kort før slutfløjtet lukkede og slukkede Marco Ramkilde kampen med målet til 3-0. Det var godt at se Marco Ramkilde i rollen som målscorer, efter at han i en lang periode har bøvlet med skader.
Det var en kamp med to forskellige halvlege. Første halvleg hvor AB stort set sad på det hele. I anden halvleg kom Vendsyssel meget bedre med og fik i perioder presset AB i bund og fik også nogle chancer, der godt kunne have givet mål.
AB fightede kampen igennem forbilledligt og skal have stor ros for præstationen. Gabriel Noga var rykket fra midterforsvaret og op på den defensive midtbane, som afløser for den karantæne ramte Søren Ilsøe. Den opgave løste Gabriel Noga perfekt og var kampen igennem virkelig arbejdsom og påpasselig i sit spil.
Ændringer i startopstilling
Trænerteamet havde foretaget nogle ændringer i forhold til kampen i sidste uges kamp mod FC Fredericia. Som nævnt var Gabriel Noga rykket fra midterforsvaret op på den defensive midtbane. Adrian Koudelka overtog pladsen i midterforsvaret og Tobias Damtoft startede på højre back.
AB’s startopstilling
På mål startede Adam Benediktsson, på højre back Tobias Damtoft og Marius Stenner på venstre back. Adrien Koudelka stod sammen med Aidan Liu i midterforsvaret. Gabriel Noga og Marco Vesterholm (anfører) på den centrale midtbane. Milan Silva Rasmussen lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Noah Engell lå sammen med Saliou Diop i front.
Kampens forløb
Som nævnt var det en meget vigtig kamp mod Vendsyssel FF, og AB havde da også stor energi og fokus fra dommerens startfløjt. Blot 23 sek. inde i kampen fik Saliou Diop scoret, men der blev dømt offside. AB var flyvende og fik presset Vendsyssel helt i bund, og kunne spille uden om Vendsyssels spillere med korte og præcise afleveringer. Milan Silva Rasmussen og Noah Engell spillede specielt i denne periode rigtig godt med nærmest ekvilibristiske afleveringer. Det blev da også til en scoring, da Marco Vesterholm med en god aflevering fandt Saliou Diop, som scorede til 1-0 efter 12 min.
Vendsyssel var ikke ufarlige, og kort tid efter scoringen fik Marius Stenner tacklet bolden til hjørnespark, da en lang aflevering ind i feltet, gav alt for god plads til en Vendsyssel spiller.
20 min. inde i kampen følte Saliou Diop sig vist lidt bortdømt af dommeren, da han mente, han skulle have frispark, men i stedet for fik han en henstilling. Saliou Diop lod dog fødderne tale, og opfangede en aflevering på Vendsyssels banehalvdel og blev helt fri. Han tog et træk udenom målmanden og scorede til føring 2-0. Få minutter efter havde Vendsyssel igen en mulighed, men afslutningen tog Adam Benediktsson sig af.
Marius Stenner tog chancen med et brag af et skud fra distancen i højre side, men et par meter forbi mål. Vendsyssel havde flere muligheder, men deres afslutninger sad ikke i skabet i dag.
I 2. halvleg gik AB lidt i stå og forfaldt til at spille lange bolde frem på banen frem for at spille bolden rundt. Efter 62. min. fik Noah Engell en aflevering midt på banen, og han tog løbet frem mod mål, men afslutningen endte tæt forbi mål.
Efter 68. min. foretog AB 3 udskiftninger. Casper Grening kom på banen på venstre kant og afløste Noah Engell. Mikkel Clement afløste Marco Vesterholm på midtbanen, og Adrian Koudelka overtog anførerhvervet. Alfred Horup kom på banen på højre back og afløste Tobias Damtoft. Herefter rykkede Milan Silva Rasmussen ind på midten i angrebet.
Alfred Horup nåede kun få boldberøringer, før han fandt Saliou Diop i feltet, men chancen blev forpasset. Efter 76. min. kom Marco Ramkilde på banen og afløste Milan Silva Rasmussen.
Vendsyssel fik en meget stor chance, da den tidligere AB-spiller Steven Simpson stod helt fri midt i feltet, men det lykkedes ham at sparke bolden over mål. Efter 87 min. afløste Jermain Fernandes O’Vonte Mullings på højre kant.
Da måltavlen rundede 90 min., lukkede Marco Ramkilde til 3-0 på et rigtig godt mål.
Anfører Marco Vesterholm sagde at, de vandt de dueller, der skulle vindes: ”Vi var skarpe i dag på vores chancer. Vi vidste godt, at det ville blive en fysisk kamp. Vi gik ind i fysikken og vandt de dueller, der skulle vindes.
Vi viste oppe på deres banehalvdel, at vi havde masser af kvalitet. Så det blev ikke kun slåskamp. Anden halvleg blev mere rodet og de laver om på deres formation og vi kommer ikke helt op i pres. Kampen skulle derfor fightes hjem. Vi har ellers været gode til at blive ved med at angribe, men vi kommer til at stå lidt for langt tilbage.
Vi vidste godt, at de ville komme ud til anden halvleg med fuld hammer og de havde allerede lavet udskiftninger i første halvleg, så vi vidste, at deres træner nok havde været over dem i pausen. Så derfor ville det i de første 10-15 minutter af anden halvleg være utrolig vigtigt ikke at lukke mål ind. Derfor blev vores spil måske også for defensivt. Men det gik og så var det dejligt at se, at Ramkilde lige lavede en kasse og lukkede ballet - det kunne man virkelig godt onde ham”, sluttede Marco Vesterholm.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson sagde, at han var meget stolt af holdet: ”Vendsyssel er et fysisk stærkt hold. Deres frontangriber Lasse Steffensen er en farlig spiller, så vi måtte være skarpe på ham. Jeg er virkelig stolt af mit hold. Vi ødelagde deres spil i 1. halvleg, og det virkede som om de panikkede lidt og lavede nogle ændringer. Banen var også tung og vanskelig i dag.
I 2. halvleg lavede vi nogle fejl og gav dem mulighed for at lave kontraangreb. Overordnet set så følte jeg ikke på noget tidspunkt, at der var fare på færde. Så var det også rigtig godt at slutte kampen med et tredje mål.
Vi spillede rigtig godt defensivt, selvom vi tillod dem at komme på skudhold i 2. halvleg. Vi mistede bolden for hurtigt og tog nogle forkerte beslutninger, men samlet set var den defensive præstation perfekt.
Vores kaptajn Søren Ilsøe var ude med karantæne i dag, og han er en stor spiller for os. Men vi vidste, at Noga kunne spille på midtbanen, og også at han ville gøre det, vi havde brug. En komfortabel sejr synes jeg, det var, og jeg er så stolt af mit hold i dag”, sluttede Fannar Berg Gunnólfsson.
Næste kamp bliver spillet lørdag den 21. november 2026 kl. 15.00 mod Esbjerg fB på Blue Water Arena.






