
Nedtur i Hillerød
Set over hele kampen burde AB ikke have tabt, men det gik bestemt ikke AB’s vej i dag.
Næste indlæg
Set over hele kampen burde AB ikke have tabt, men det gik bestemt ikke AB’s vej i dag.
En kikset tilbagelægning, et brændt straffespark og et rødt kort lige før pausen - det var de kolde facts for AB-holdet. AB tabte kampen med 1-0 på mål af Hillerød Fodbolds Poul Kallsberg efter 10 minutter.
Kampen blev overværet af 660 tilskuere.
AB’s opstilling
Trænerteamet havde foretaget en enkelt ændring til kampen mod Hillerød Fodbold i forhold til sidste lørdags kamp mod AaB. Tobias Hageltorn startede på venstrekanten og Jonathan Mathys startede ude.
AB’s startopstilling var på mål Adam Benediktsson, Tobias Damtoft på højre back og William Warrer på venstre back. Aidan Liu stod sammen med Gabriel Noga i midterforsvaret og Søren Ilsøe (anfører) og Marco Vesterholm spillede på midtbanen. Tobias Hageltorn lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Milan Silva Rasmussen lå sammen med Saliou Diop i front.
Da Marcus Bobjerg var skadet op til dagens kamp, trådte U19 målmand Carl-Emil Borglykke til som 2. målmand. Kampen gav debut til Jermain Fernandes. Marco Ramkilde var tilbage i truppen efter en lang skadespause, men han kom ikke på banen.
1. halvleg
Det startede ellers lovende. AB kom godt fra start, pressede højt på banen og fik hurtigt styr på spillet. Allerede efter fire min. fik AB en omstilling på midten af banen, og O’Vonte Mullings spillede Tobias Hageltorn, der sendte et indlæg afsted, men skuddet fra Saliou Diop gik over mål.
Otte min. inde i kampen blev en mislykket tilbagelægning fra Saliou Diop opsnappet af en Hillerød-spiller. Han spillede videre til Jakob Sigurdsson, som fandt Poul Kallsberg, der kunne score til 1-0.
AB spillede fortsat godt og kom frem til chancer, men afslutningerne sad ikke lige i skabet. Det var igen i denne kamp O’Vonte Mullings, der drev bolden frem på banen og fandt Saliou Diop, der søgte ind i feltet, hvor han blev fældet og dommeren dømte straffespark. Milan Silva Rasmussen skød, men Andreas Ditmar gik til den rigtige side og fik pareret bolden væk.
Såvel Tobias Hageltorn, som Tobias Damtoft, Søren Ilsøe og Marco Vesterholm havde gode skudforsøg, men ingen af skuddene gav mål.
Efter 41 min. var det ved at gå helt galt for AB, da et rigtig godt indlæg fra Hillerød og en god afslutning betød, at Adam Benediktsson måtte hive en verdensklasseredning frem. Den efterfølgende afslutning endte på stolpen.
Et hjørnespark fra Søren Ilsøe gav mulighed for Gabriel Noga til at godt hovedstød, men bolden endte over mål. Kort tid efter kom Gabriel Noga for voldsomt op til en af Hillerøds angribere, og da han allerede havde et gult kort og fik et mere, så endte det med et rødt kort, og AB måtte spille med 10 mand hele 2. halvleg. Inden pausefløjtet havde Hillerød et godt frispark, men bolden endte lige over mål.
2. halvleg
Med en mand mindre gik AB fra 2. halvlegs start over til at spille med 3 mand i det bageste forsvar. AB fortsatte med stor energi og overtog spillet trods det faktum, at de spillede med 10 mand. Milan Silva Rasmussen have et skud på stolpen allerede efter 6 min. Hillerød havde nogle afslutninger, men det blev ikke til de helt store chancer. Igen efter 35 min. var Milan Silva Rasmussen på spil, men et ellers godt skud gik over mål.
Adrien Koudelka på banen efter 65 min. og overtog venstre forsvarsside efter William Warrer.
Efter 70 min. kom Casper Grening på banen på venstre kant og Tobias Hageltorn forlod banen. Mikkel Clement afløste en stærkt kæmpende Søren Ilsøe på midtbanen.
Hillerød fik en omstilling efter boldtab på midten, men O’Vonte Mullings og Adrien Koudelka løb Hillerød-spilleren op og fik afværget situationen, så spilleren ikke kom til afslutning.
Med 6 min. tilbage af den ordinære spilletid kom Alfred Horup på banen og afløste Milan Silva Rasmussen. I samme moment kom Jermain Fernandes på banen og Tobias Damtoft forlod banen. Jermain Fernandes blev lagt på højre kant og O’Vonte Mullings blev trukket ind på midten i angrebet.
Saliou Diop fandt hurtigt Jermain Fernandes, som fik afsluttet, men bolden blev pareret til indkast. I dommerens overtid sendte Adrien Koudelka en skarp afslutning til Jermain Fernandes, der løb helt fri i feltet, men han missede bolden, og chancen løb ud i sandet.
I en kamp med flere gode AB præstationer stod Marco Vesterholm tydeligst, takket være hans kæmpe arbejdsindsats.
Anfører Søren Ilsøe siger, der er mange kampe endnu: ”Vi står i modvind lige nu. Vinden blæser ikke vores vej i øjeblikket. Vi har vores chancer. Straffesparket er selvfølgelig den største. Vi har gode chancer, men vi er inde i en kedelig tendens, hvor modstanderen får en chance og den scorer de så på. En dum situation hvor vi ikke får kommunikeret ordentligt.
Vi spiller med en spiller i undertal hele anden halvleg, men vi dominerer fuldstændig. Vi kommer frem til nogle fine muligheder og presser dem overalt på banen. Så lige nu er det stolpe ud.
Nogle gange er der modgang i fodbold, så vi skal bare holde hovedet højt og være optimistiske og have den rigtige attitude, for vi skal nok vinde mange kampe.
Vi har spillet 25% af sæsonen og der er 75% tilbage, så hvis vi begynder at hænge med hovedet allerede nu, så er det alt for tidligt. Jeg er optimistisk. Selvfølgelig er det hårdt at tabe tre kampe i streg, men det nytter jo ikke noget. Vi skal spille tre kampe inden for kort tid, så det er bare op på hesten igen og give den mere gas - så skal det nok komme,” slutter Søren Ilsøe.
Assistenttræner Benjamin Chor siger, at der skal arbejdes med detaljerne: ”Første halvleg er et kapitel for sig selv, for der sker nogle afgørende situationer. Vi får ikke løst opgaverne ordentligt, og på det her niveau bliver vi straffet. Vi skal simpelthen være skarpere i de små detaljer. Det handler om, hvornår vi afleverer bolden, hvor vi smider den hen, hvordan vi reagerer og hvordan vi afslutter situationerne. Det var ikke godt nok i 1. halvleg. Det var da ærgerligt at brænde et straffespark, når nu chancen var der, men det er nu en gang fodbold, at nogle gange går den ind og andre gange går den ikke ind.
Det røde kort ændrer selvfølgelig kampen, men efter den reaktion, som drengene har i 2. halvleg, har jeg mere fornemmelsen af, at hvis vi scorer, så skal vi gå efter det andet mål end at Hillerød kan lukke kampen. Det er kæmpe cadeau til drengene, at de virkelig tog skeen i den anden hånd.
Det vigtigste for mig er, at vi stadig skaber chancerne til at vinde fodboldkampe ud fra de præmisser, der er på dagen. Det kan vi være tilfredse med - men vi kan ikke være tilfredse med, at vi ikke afslutter nogle bestemte nøglesituationer bedre.
Der skal vi være bedre til, og vi har talt om det mange gange. Vi må arbejde videre med detaljen i stedet for at se på det store billede. Jeg synes, det store billede ofte ser rigtig fint ud, men vi skal være mere detaljeorienteret. Vi skal sætte en ære i at gøre tingene så godt som muligt med de evner, vi nu har i de enkelte situationer”, slutter Benjamin Chor.
Næste kamp i Betano Pokalen bliver spillet onsdag den 16. september 2026, hvor AB tager imod Sønderjyske Fodbold kl. 18.00 på Gladsaxe Stadion.
Næste kamp i Betinia Liga bliver spillet lørdag den 19. september 2026, hvor AB tager imod Esbjerg fB kl. 14.00 på Gladsaxe Stadion.







