
AB møder nedrykker fra Superligaen
AB Gladsaxe spiller i morgen fredag den 31. juli 2026 den første hjemmekamp i Betinia Liga på Gladsaxe Stadion. I sæsonens anden kamp er det FC Fredericia, der gæster Gladsaxe.
Næste indlæg
AB Gladsaxe spiller i morgen fredag den 31. juli 2026 den første hjemmekamp i Betinia Liga på Gladsaxe Stadion. I sæsonens anden kamp er det FC Fredericia, der gæster Gladsaxe.
Kampens dommer Jesper Nielsen sætter opgøret i gang kl. 19.00. Til at hjælpe sig med at dele sol og vind lige har han Morten Helweg Andersen og Thor Callesen på linjerne og Benjamin Helm Svendborg som 4. dommer.
Det bliver jo endnu en nedrykker fra Superligaen, som AB skal krydse klinger med. AB kommer til kampen med en god portion selvtillid efter sidste uges kamp i Vejle, som vel må betegnes som sæsonens sværeste udebane. AB spillede en rigtig god kamp og tog velfortjent hjem fra kampen med et point i bagagen efter 2-2 i Vejle. Begge mål blev scoret af Milan Silva Rasmussen med assist fra Marcus Immersen til 1-0 og assist fra Tobias Damtoft til 2-0.
FC Fredericia kom også rigtig godt fra deres første kamp, da de hjemme vandt 3-0 over HB Køge. AB’s målmand Adam Ingi Benediktsson skal tage sig i agt og holde et godt øje med FC Fredericias Frederik Rieper, som i kampen mod HB Køge fra fem meter ind på egen banehalvdel skød og scorede et spektakulært mål til 2-0. Det er et forsøg, som mange har forsøgt sig med, men sjældent er lykkedes så flot med. FC Fredericias to øvrige målscorere var Elias Hansborg-Sørensen og William Madsen.
Det er også værd at nævne, at FC Fredericias træner er Michael Hansen. Han er tidligere spiller både i Danmark og i udlandet, og efter den aktive karriere har han været cheftræner i flere klubber i Danmark. Han kommer med stor erfaring og stort kendskab til fodbold på højeste hylde. FC Fredericia går i øvrigt efter en hurtig tilbagevenden til Superligaen.
Den seneste kamp mellem AB og FC Fredericia var en pokalkamp den 21.09.2021, som endte med et nederlag på 2-0 til Fredericia, som dermed gik videre i pokalturneringen. Den seneste turneringskamp mellem de to hold blev spillet 2. april 2017 i Fredericia, hvor AB tog sejren med cifrene 3-1. AB’s målscorere i den kamp var Kristian Uth, Emil Holten og Nichlas Rohde - alle tre navnkundige spillere på det tidspunkt.
Tobias Damtoft siger, der er mulighed for point: ”Jeg tror, det bliver en rigtig spændende kamp. Jeg tænker, at Fredericia ligger rigtig godt til os. De vil godt have bolden, og vi er gode til at pille bolden fra modspillerne og angribe derfra. Der er bestemt mulighed for point i morgen. Det føler jeg faktisk, der er mod alle hold i divisionen.
Vi er rigtig glade for, at vi startede ud sidste weekend med at få point på kontoen. Som oprykker kan det hurtigt blive grimt, hvis der ikke kommer point i de første kampe. Vi viste i kampen mod Vejle, at vi er klar til 1. division. Vi laver en utrolig god præstation og er glade for det ene point. Fredericia havde en god sidste sæson i Superligaen, selvom de rykkede ud og de er også kommet godt i gang i deres første kamp her i 1. division. Vi skal vise, at vi ikke er så nemme at score imod og at vi er rigtig farlige offensivt, slutter Tobias Damtoft.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson siger, der skal arbejdes hårdt: ”Fredericia er et rigtig godt fodboldhold. Vi ved, hvordan de vil spille, de vil gerne have bolden, og de vil dominere modstanderen med bolden. De skaber muligheder og skyder meget udefra. Fredericia er også et rigtig godt angrebshold, så det kan blive en meget svær kamp for os, hvis vi ikke gør vores allerbedste defensivt. Vi vil gå til dem på en anden måde end fx HB Køge gjorde. Vi kan se vores muligheder for at gøre det svært for dem, og det vil vi arbejde på i morgen.
Det bliver igen en fantastisk test for os til at se, hvor vi står. Vi lavede fejl i den første kamp - det har vi taget med os og vil lære af det. Det bliver en spændende kamp, og så er det fantastisk, at vi er tilbage på Gladsaxe Stadion”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.






