AB må ikke hvile på laurbærrene
← Alle nyheder

AB må ikke hvile på laurbærrene

En ny og meget vigtig kamp i Betinia Liga står for døren, når Esbjerg fB gæster Gladsaxe Stadion lørdag den 19. september 2026 med opstart kl. 14.00.

Optakt

Armene er knap nok kommet ned efter den store præstation i onsdags mod superligamandskabet Sønderjyske, hvor AB Gladsaxe vandt med 3-1 i Betano Pokalen. En ny og meget vigtig kamp i Betinia Liga står for døren, når Esbjerg fB gæster Gladsaxe Stadion lørdag den 19. september 2026 med opstart kl. 14.00.

AB må ikke hvile på laurbærrene og stille sig tilfreds med det videre avancement i Betano Pokalen, for det ændrer ikke på, at AB har tabt de seneste tre kampe i ligaen.

Den flotte sejr i pokalen må dog have givet holdet selvtillid og tro på egne evner, så der kan ses frem til opgøret mod Esbjerg fB med en vis optimisme.

Esbjerg fB er ikke kommet så godt i gang med sæsonen, som de havde håbet på og ligger på en 11. plads i tabellen med 5 point. AB ligger lige oven over Esbjerg fB på en 10. plads med 6 point.

Så det er to hold, der i den grad vil jagte point i lørdagens opgør. Esbjerg fB spillede i deres seneste kamp uafgjort hjemme på Blue Water Arena 2-2 mod HB Køge. I midt ugen var Esbjerg fB en tur til nabokommunen Gentofte, hvor de i Gentofte Sportspark, vandt stort over HIK med 5-0 i Betano Pokalen.

Tilbageblik

Esbjerg fB og AB har spillet mod hinanden i et hav af kampe igennem tiden, og det er et meget gammelt bekendtskab historisk set, der er mellem de to hold.

Den første kamp blev spillet den 20. august 1950 i København - AB vandt 5-0. Det var den første kamp i sæson 1950/51, og hvor AB efter 18 kampe overbevisende vandt det danske mesterskab.

De sidste to gange hvor de to hold har spillet mod hinanden, var i sæson 2023-2024, hvor AB i april 2024 vandt 2-1 på Gladsaxe Stadion med Darren Sidoel og O’Vonte Mullings. I maj tog Esbjerg sejren i Esbjerg i maj 2024 med 6-0.

Efter den kamp rykkede Esbjerg fB i 1. division, og spillede i den sæson om direkte oprykning til Superligaen, men det kiksede i de afgørende runder. I sidste sæson spillede Esbjerg fB sig til en placering som nr. 3.

Marco Vesterholm vil gerne have en sejr mere med ind i pausen: ”Det vil være en god måde og en god følelse at komme ind i landskampspausen på - specielt efter kampen mod Sønderjyske og hvis vi så også får et godt resultat mod Esbjerg. Jeg tror, det bliver en kamp, hvor begge hold vil det rigtig meget. Esbjerg har lige så meget brug for en sejr, som vi har - og de fik også en sejr i pokalen, så jeg tror, det bliver en god kamp.

Det føles lidt som om vinden vender efter tre nederlag i træk og så kom sejren i pokalen. Vi har spillet og gjort de rigtige ting, og så må det jo vende på et tidspunkt. Så forhåbentlig vendte det mod Sønderjyske. Der var i hvert fald nogle gode præstationer fra alle spillerne, så det mindset håber jeg, vi tager med ind i kampen mod Esbjerg.

Vi kender Esbjerg lidt - vi spillede jo mod dem i 2. division. Jeg tror, de burde ligge lidt højere i tabellen end deres point. Det bliver nok tæt, og de er nok lige så meget tilbage ved de fundamentale ting som vilje og gejst. De har nogle gode fysiske spillere, og især 2. boldene, slår de lidt længere. De vil gerne spille, og de har nogle gode spillere på bolden og også på kanten. Så vi skal være skarpe på, at deres 2. bolde kan komme længere frem og også skarpe på deres spillere med individuelle kvaliteter.

Jeg tænker, vi vil virkelige gerne vinde ligesom i onsdags og også på Gladsaxe Stadion foran alle vores fans. Det er alt andet lige bedre at komme tilbage fra pausen med 2 sejre frem for 3 nederlag. Så det skal man kunne se på os og vores spil”, slutter Marco Vesterholm.

Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson siger, at spillerne igen vil jagte mål: ”Vi har spillet god fodbold, men sejrene er ikke kommet til os. Vi ville gerne have taget flere sejre, men sådan er fodbold også. Det er dog i de fleste kampe, hvor vi har været stolte af vores præstationer.

I sidste kamp i pokalen mod Sønderjyske tog vi vores chancer, når de var der og kom frem til en sejr - og vi gjorde det rigtig godt. Det tager vi med os til kampen mod Esbjerg. Det er en god mulighed for os til at fortsætte med at løbe meget og blive ved med at presse på jagt efter mange mål.

Vi gør rigtig mange ting rigtigt, og jeg er sikker på, at spillerne igen vil skabe en holdindsats og tro på dét, de kan sammen. Vi har været uheldige med nogle kampe, som vi ikke har vundet. Sådan er fodbold også - det er ikke alt, der falder ud til din fordel. Selvom vi ikke vinder, kan vi som regel være stolte af vores præstation. Jeg ser virkelig frem til kampen i morgen og til at se AB spille energisk mod Esbjerg på hjemmebanen”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.

Del dette: