
AB er tilbage på sporet med sejr på 3-0 over Esbjerg fB
AB fulgte i den grad op på pokaltriumfen fra i onsdags med en fantastisk sejr over Esbjerg fB i lørdagens kamp på Gladsaxe Stadion.
Næste indlæg
AB fulgte i den grad op på pokaltriumfen fra i onsdags med en fantastisk sejr over Esbjerg fB i lørdagens kamp på Gladsaxe Stadion. Kampen endte 3-0 på mål af Saliou Diop, der elegant loppede bolden over Esbjergs målmand William Lykke til 1-0 i første halvleg. I anden halvleg scorede O`Vonte Mullings til 2-0 efter en genial tværpasning i feltet fra Casper Grening. Da stadionuret passerede 90 min., tog Milan Silva Rasmussen skeen i egen hånd og lukkede og slukkede opgøret med scoringen til 3-0.
Det var en kamp, der på mange måder var tæt og lige og med meget spil til begge hold. Forskellen på de to hold, var tydelig at se. AB’s spil blev omsat til store chancer, hvor i mod Esbjerg fB’s spil kun førte til optræk til chancer eller deres angreb løb ud i sandet.
Inden kampens start blev Søren Ilsøe hædret for at have spillet 100 kampe, og han modtog derfor 100-kamps trøjen af bestyrelsesformand Brian Grieco.
Kampen blev overværet af 1.067 tilskuere, og Saliou Diop blev kåret som kampens spiller.
AB’s opstilling
Trænerteamet havde foretaget enkelte ændringer til kampen mod Esbjerg fB i forhold til den seneste kamp mod Hillerød Fodbold. Gabriel Noga var ude med karantæne og blev erstattet af Adrien Koudelka i midterforsvaret. Tobias Hageltorn blev erstattet af Casper Grening på venstre kant.
AB’s startopstilling var på mål Adam Benediktsson, Tobias Damtoft på højre back og William Warrer på venstre back. Aidan Liu stod sammen Adrien Koudelka i midterforsvaret og Søren Ilsøe (anfører) og Marco Vesterholm spillede på midtbanen. Casper Grening lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Milan Silva Rasmussen lå sammen med Saliou Diop i front.
1. halvleg
Fra kampens start pressede begge hold op og der var en del duel spil på midten. AB brugte det første kvarters tid på at finde ind i kampen, men fik holdt Esbjerg fra at komme til afgørende chancer. Begge hold spillede på omstillinger. Efter 18 min. fik AB bonus ud af bestræbelserne, da de fik kæmpet sig til bolden i højre side. Milan Silva Rasmussen kunne drive bolden frem og hen over midten. Casper Grening løb med og blev på venstre side og trak dermed forsvarets opmærksom til sig. Milan Silva Rasmussen afleverede til Saliou Diop på højre side af ham - han tog et træk og lobbede bolden over målmanden til føring 1-0.
10 min. senere var Milan Silva Rasmussen igen på spil, og denne gang fandt han Casper Grening imellem to forsvarsspillere, men afslutningen blev ikke god.
Efter føringsmålet havde AB mere spil og fik afsluttet angrebene, men målene udeblev.
Forsvaret havde en del at se til og blev et par gange spillet tynde og var ikke helt afstemt. Det gav dog ikke store chancer til Esbjerg.
2. halvleg
Esbjerg lagde fra halvlegens start stort pres på for at få en hurtig udligning, men det lykkedes ikke. Det skyldtes til dels, at AB’s forsvar og midtbane stod godt på banen med tætte markeringer. 10 min. ind i halvlegen sendte Tobias Damtoft en god aflevering til O’Vonte Mullings, der spillede Saliou Diop, men han sparkede forbi.
Esbjerg kom også hurtigt frem på banen, men de afslutninger som de kom frem til, blev ikke eksekveret effektivt.
Efter 60 min. sendte Casper Grening et indlæg fra kanten på tværs i feltet, hvor O’Vonte Mullings helt fri kunne sparke bolden i mål og øge føringen til 2-0.
De første udskiftninger kom, og Jermain Fernandes kom på banen og overtog venstre kant fra Casper Grening. Samtidig kom Tobias Hageltorn på banen og erstattede Saliou Diop helt i front.
Esbjerg fB måtte i sagens natur frem på banen i forsøg på at få reduceret. Det lykkedes ikke rigtigt, og indenfor to minutter fik AB to store chancer, der burde have givet scoringer. Den ene chance kom da O’Vonte Mullings sendte en afslutning forbi mål. Den anden chance opstod efter at Marco Vesterholm opsnappede en aflevering på midtbanen og spillede Jermain Fernandes, som sparkede forbi mål.
Med 20 min. tilbage af den ordinære spilletid blev Adrien Koudelka erstattet af Mikkel Clement, der kom ind på midtbanen, og Søren Ilsøe blev lagt i midterforsvaret ved siden af Aidan Liu. Marius Stenner kom ind på venstre back og William Warrer forlod banen.
Esbjerg satte i slutfasen mere pres på for at få en reducering, som kunne bringe spænding ind i kampen. AB kæmpede forbilledligt og modstod presset.
Efter 80 min. kom Alfred Horup på banen og overtog højre kant og O’Vonte Mullings forlod banen.
Da uret rundede 90 min., spillede Alfred Horup bolden til Jermain Fernandes, der fandt Milan Silva Rasmussen. Han løb til målfeltet og sendte en skruet bold udenom den fremadstormende Esbjerg-målmand og i mål til føring 3-0. Esbjerg havde en stor chance i overtiden, som James Ampofo nok burde have scoret på, men i mål kom bolden ikke.
Anfører Søren Ilsøe sagde, at recepten var tålmodighed: ”Vi fulgte vores gameplan, vi var tålmodige og vi var modne i den måde, vi pressede på. Jeg tænker, at Esbjerg prøver at løse os godt, men vi var mere intense - jeg føler, at vi ville det mere.
Esbjerg spiller godt i de første omkring 20 minutter, hvor vi har svært ved at få fat i bolden. Derefter kommer vi med og skaber også nogle store chancer som også gør, at det er retfærdigt, at vi vinder 3-0. Det var en lige kamp på spillet, men målt på chancer, så har vi meget mere.
Esbjerg har lidt i starten og en stor chance til sidst, hvor de godt kunne have scoret. Vi har flere chancer med kvalitet, så det er retfærdigt, at vi vinder.
Især i 2. halvleg holdt de spillet foran os og der er vi rigtig gode, når vi kan presse på. Vi udnyttede det, var tålmodige, ventede på at chancerne kom og spillede en del contra. Vi scorede, det gjorde Esbjerg ikke, og vi var effektive.
Vi kommer ud af kampen med en rigtig god følelse, og det er noget, vi havde snakket meget om, var vigtigt inden landskampspausen. Så vi brændte det hele af ude på banen. Det var den samme måde, vi vandt over Sønderjyske på, som vi gjorde i dag - tålmodige og modne”, slutter Søren Ilsøe.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson vi har holdt fast i vores spillestil: ”I dag var vi ikke gode i det første kvarter. Vi var lidt på hælene og ikke fremme i skoene, som vi skal være. Vi kæmpede lidt med dem, og de spillede gennem os og vi lavede flere forsvarsfejl. Men når vi tillod dem at have bolden, så fandt de ingen løsninger. Set over hele kampen så mistede vi ikke taget i kampen, selvom vores spil ikke var i top.
Vi er blevet straffet så mange gange indtil nu, når vi har haft nogle ikke så gode perioder. Jeg vil give stor kredit til drengene, for de spillede rigtig godt i dag.
Det er meget vigtigt med sejren i dag og også sejren i onsdags, og det er dejligt at have de succeser med til pausen. Det er en god følelse.
Vi har ikke spillet dårligt i denne sæson, men i nogle kampe er tingene ikke faldet ud til vores fordel. Vi er blevet ved med at tro på, at det vi har gjort, kan vi se har været det rigtige. Gennembruddet er kommet i denne uge med de to fantastiske sejre. Vi er ikke gået i panik, selvom tingene ikke er lykkedes for os, vi er blevet ved med et gøre det, som vi gør rigtig godt.
Nogle gange føler man, at fodbold er uretfærdigt, men sådan går det nogle gange, at selvom du spiller godt og taber, så føles det ikke fair.
Jeg vil lige sige, at med over 1.000 tilskuere i dag - det gør mig rigtig glad. Den opbakning som vores fans giver drengene, er helt fantastisk, og det giver masser af energi til at kæmpe på banen”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.
Næste kamp bliver spillet fredag den 9. oktober 2026 kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg.







