På et solbeskinnet - i hvert fald i starten - og smukke og hyggelige Vedbæk Stadion, hvor der var lagt mange kræfter i at skabe nogle flotte ramme til aftens pokalkamp, spillede AB Gladsaxe sig her til aften videre i Oddset Pokalen med en sejr på 3-1 over FC Rudersdal. Målene blev scoret af Steven Bala, Jonathan Mathys og Marcus Immersen.

AB’s opstilling
I forhold til startopstillingen i lørdagens kamp mod Ishøj IF, var det kun midterforsvareren Noah Ibsen, der startede inde. AB startede med Nicholas Christoffersen på mål, på højre back Tobias Damtoft, i midterforsvaret Noah Ibsen og Jeppe Gertsen, på venstre back Noah Poulsen, på midtbanen Marco Vesterholm og Noah Maale, på kanterne Tobias Hageltorn og Osama Murshed. Fremme lå Steven Bala og Jonathan Mathys.

Fra 2. halvlegs start kom Alfred Horup på banen og Steven Bala tog plads på bænken. Frederik Jørgensen erstattede Noah Ibsen i midterforsvaret. Med omkring 15 minutter tilbage af den ordinære kamp kom Fredrik Lindgaard og Marcus Immersen på banen i stedet for Jonathan Mathys og Marco Vesterholm.

Debut
Dagens kamp gav debut på AB’s 1. hold til Jeppe Gertsen, Tobias Damtoft, Marco Vesterholm, Jonathan Mathys, Steven Bala, Frederik Jørgensen og Marcus Immersen.

Resumé
Generelt spillede FC Rudersdal deres chance og først i kampens slutning, var der træthed at spore. Det var tydeligt, at AB som hold ikke havde spillet sammen før, og relationerne var naturligvis ikke på plads.
AB lagde fra start et aggressivt pres og var meget i boldbesiddelse. Det var dog FC Rudersdal, der fik den første mulighed, men afslutningen endte med et skud over AB’s mål. Osama Murshed fik efter hurtigt udspil chancen for scoring, men FC Rudersdal’s målmand var helt nede og afværgede skuddet. Steven Bala ville det anderledes, og han opsnappede en tilfældig bold og spurtede afsted, tog et enkelt træk ind i feltet, og blev fældet. Dommeren dømte straffespark, og Steven Bala scorede sikkert til 1-0 i det 18. minut.

FC Rudersdal opfangede en opspilsfejl og fik mulighed for skud på mål, men AB’s Nicholas Christoffersen afværgede på kvalificeret vis. Tobias Damtoft sendte et godt indlæg ind i feltet, men bolden landede i modsatte side, hvor et nyt indlæg gab en god chance for afslutning inden for rammen, men Jonathan Mathys headede tæt forbi stolpen. Stillingen ved pausen var 1-0 til AB.

AB mistede igen bolden på midten og FC Rudersdal fik chancen for en god afslutning, men skuddet endte et godt stykke over mål. Efter 57 minutter var der lidt kludder i AB’s opspil og FC Rudersdal havde chancen for scoring, men Nicholas Christoffersen hev en fantastisk redning frem. Blot to minutter efter spillede FC Rudersdal godt og hurtigt frem på banen og et skud fra Emil Langhoff skabte udligningen til 1-1 efter 61 minutter.

Blot fem minutter efter havde AB en omstilling og kom hurtigt frem på banen og ind i feltet, dommeren dømte straffespark, som Jonathan Mathys omsatte til mål til føring 2-1. Samtidig med straffesparket blev FC Rudersdal’s Valdemar Schambye udvist.

Efter udvisningen og AB’s føringsmål blev det svært for FC Rudersdal. AB kørte stille og roligt bolden rundt og havde styr på kampen. Da stadionuret stod på 90 minutter, silede regnen ned. Marcus Immersen lukkede og slukkede med et mål, hvor han sprintede mod mål og flot scorede til 3-1, som blev kampens resultat.

Anfører Jeppe Gertsen synes, det var en klassisk pokalkamp: ”Allerførst er det jo dejligt, at vi gik videre i pokalen. Det var det, vi kom for, så det er rigtig godt. Det blev en klassisk pokalkamp. Vi kommer foran og så brænder vi en masse chancer. De bliver aldrig rigtig farlige, vi skulle bare have været foran med 3-4 mål. Det kommer vi ikke og så løber de en kontra, hvor vi ikke får trukket offside og der opstår noget forvirring, hvor de scorer.

Jeg synes overordnet, vi spiller en god kamp. Vi har ikke spillet så meget sammen som hold, og jeg synes, at mange spiller en fin kamp. Sådan en kamp giver også nogle relationer, som er godt for holdet og der er godt for holdet at få alle i gang. Et par mål mere havde været godt - men vi er videre i pokalen og det er det vigtigste”, slutter Jeppe Gertsen.

Cheftræner Joey Gudjonsson fandt gode ting i kampen: ”Det var lidt en mærkelig kamp, men vi dominerede fuldstændig kampen. Jeg tror, de havde et skud indenfor rammen og uheldigvis gik bolden i mål. Det var en skør fejl fra vores side, der gjorde, at de fik bolden. Vi mistede bolden på vores egen tredjedel af banen. Det var sløset og så kan alle hold score på sådan en fejl. Vi skulle have scoret mange flere mål, men jeg er generelt tilfreds med præstationen. Vi ville altid vinde sådan en kamp over 90 minutter.

Spillerne kom med en god indstilling og lagde god vilje og energi i det. Spillerne fik mange minutter i benene, og der var stort set ingen gengangere fra sidste kamp. Mange unge spillere fik mange minutter, så det er rigtig tilfredsstillende. Det var godt at se dem spille og også at se de nye spillere. Det var ikke en perfekt kamp, men det behøver man ikke at være til en pokalkamp, for det handler om at vinde og komme videre til næste runde – og det er vi nu og det bliver spændende at se, hvem der bliver vores næste modstander”, slutter Joye Gudjonsson.

Lodtrækning til 2. runde sker 11. august 2025 og kamptermin er 2. - 4. september 2025: ”Vi skal ikke hjem – vi skal videre!”