
Pokaltid igen - AB møder Sønderjyske
AB Gladsaxe møder onsdag aften kl. 18.00 Superligaklubben Sønderjyske Fodbold i Betano Pokalen på Gladsaxe Stadion.
Næste indlæg
AB møder onsdag aften kl. 18.00 Superligaklubben Sønderjyske Fodbold i Betano Pokalen på Gladsaxe Stadion. Kampens dommer Jakob Sundberg fløjter pokalkampen i gang kl. 18.00. På linjerne løber Deniz Yurdakul og Jonathan Nilton.
Det er 18 år siden, de to hold sidst har mødt hinanden i en turneringskamp. I april 2008 tabte AB med 1-0 i Haderslev. I pokalturneringen har AB og Sønderjyske også mødt hinanden, og det var i 2006, hvor AB tabte med 2-0 på Gladsaxe Stadion.
Begge hold bøvler her og nu med den daglige turnering. Sønderjyske ligger på sidstepladsen i 3F Superligaen med to point. Sønderjyske spillede søndag 1-1 i Lyngby. AB har tabt de seneste tre kampe i Betinia Liga. Så det bliver spændende at se, hvordan de to hold vil gribe kampen an og hvor meget de vil satse på pokalturneringen.
Det er Sønderjyskes første kamp i pokalturneringen, eftersom det først er i denne runde, at de sidste Superligahold træder ind i turneringen. Det er AB´s tredje pokalkamp efter sejre over Holbæk og Brønshøj.
Adrien Koudelka siger, at pokalkampe altid er noget specielt: ”Det er spændende med pokalkampe, fordi vi nu har chancen for at spille mod hold fra en stærkere række. Pokalkampe er altid noget specielt. Vi glæder os, og vi håber, at vi kan være med. Chancen for en god kamp er der jo, og jeg håber, vi kommer til chancer og får scoret. Der er selvfølgelig pres på dem - de skal vinde - men vi vil gerne spille med. Så vi vil give den gas og være en god modstander.
Det er et meget fysisk hold, vi skal møde. De har flere høje spillere og de spiller med stor intensitet. Så det bliver en meget fysisk kamp, men det er helt sikkert, det har vi også spillere til at matche. Selvfølgelig bliver det svært, men vi tror på vores kvalitet. Det bliver nok en spændende kamp at spille, for begge hold mangler lidt succes i de seneste kampe i ligaen. Men det er på vores hjemmebane - så det bli’r klasse!”, slutter Adrien Koudelka.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson håber på en underholdende kamp: ”Det er altid sjovt at spille pokalkampe - det er jo vind eller forsvind. På nuværende tidspunkt i turneringen er det en eneste kamp, og det betyder ikke noget, om du vinder 2-1 eller 1-0. Resultatet afgør, hvilket hold, der går videre i pokalturneringen og hvem, der er færdige i turneringen.
Det bliver en strålende dag, spillerne glæder sig til kampen, og jeg tror, det bliver en underholdende fodboldkamp. Sønderjyske er et godt fodboldhold. De kæmper lidt for tiden med resultaterne, men de havde en positiv kamp mod Lyngby i weekenden.
I morgen vil vi igen presse voldsomt, vi vil være positive - ja, vi skal være AB, når AB er bedst. Hvis vi ikke er der på dagen, så kommer vi jo ikke videre. Så alle skal være oppe på tæerne, nyde det og også glæde sig over at kæmpe for hinanden”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.





