
Kampen om 1. pladsen lever - og har det godt
Der venter endnu en spændende og vigtig kamp i morgen fredag den 22. maj 2026 kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion.Naboerne fra HIK kommer forbi og de to hold spiller den tredjesidste kamp i oprykningsspillet. AB er jo som alle...
Der venter endnu en spændende og vigtig kamp i morgen fredag den 22. maj 2026 kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion.
Naboerne fra HIK kommer forbi og de to hold spiller den tredjesidste kamp i oprykningsspillet. AB er jo som alle ved allerede rykket op i Betinia Ligaen på mindst 2. pladsen. Så nu er kampen om 1. pladsen og dermed om 2. divisionsmesterskabet gået i gang.
Hvis AB vinder over HIK fredag aften, så er mesterskabet i hus to kampe før sæsonafslutningen. Et uafgjort resultat vil formentligt også være nok, fordi AB’s målscore er ekstrem god.
Seneste kamp mellem de to hold var i starten af april, og det var også den første kamp i foråret. Her vandt AB sikkert med 5-1 i Gentofte.
HIK tabte i forrige weekend med 2-0 på hjemmebane mod Thisted FC. Kampen forinden vandt HIK med 2-1 over Næstved. Det var et resultat, der gjorde, at AB allerede midt i maj havde sikret sig oprykningen til Betinia Ligaen. Så tak for det HIK!
AB må komme til kampen med stor selvtillid efter en imponerende og godt spillet kamp i Vendsyssel. Kampen endte med en sejr på 2-1. AB’s målscorere i den kamp var Tobias Hageltorn og Søren Ilsøe.
Nu gælder det så HIK og jagten på point er i den afsluttende fase. Ansvaret for at kampen bliver en fair spillet kamp og alt foregår i god ro og orden, er lagt hos Frederikke Lydia Søkær og til at hjælpe sig med opgaven, har hun Iman Huseen Umar og Christian Just Brixen på linjerne.
Milan Silva Rasmussen siger, at alle er klar til at tage 1. pladsen: “ Det er en fremragende mulighed for at vinde ligaen og vise, at vi er de bedste i rækken. Vi fortjener at vinde 2. division, ogvi har muligheden i morgen.
Jeg forventer, vi går ind til kampen med samme mentalitet, som vi gør til alle andre kampe og ikke holder på bremsen. Jeg er sikker på, at alle er helt klar og sultne efter at få den 1. plads.
Selvom vi vandt 5-1 sidste gang, så bliver det ikke en sovepude for os. Alle er på deres bedste og træningen er lige så intens, som den plejer at være.
Humøret er selvfølgelig tip-top, alle er glade og stolte over at vi ikke bare er rykket op, men også at vi slog Vendsyssel.
Jeg håber, jeg kan score et par mål i kampen. Det er jo sjovt at spille mod min tidligere klub og jeg har mange venner, som stadig er der - men det får ikke betydning for mit spil”, slutter Milan Silva Rasmussen.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson spiller for 3 point: ”Vi har ikke tænkt os at slappe af og være selvtilfredse. Vi har fået et par advarsler i løbet af sæsonen, hvor vi følte os tilfreds med os selv. Vi har selvfølgelig talt om det, for alle hold i denne liga - om det er Top-6 eller i den anden ende af tabellen, så kan alle hold slå os, hvis vi ikke er klar på dagen.
Så vi skal komme til kampene med energi og pres, for gør vi ikke det, så kan vi tabe til alle. Det har vi prøvet i denne sæson, men jeg tror bestemt ikke, at drengene vil falde i den fælde igen.
Vi ved alle, at vi har brug for point for at sikre 1. pladsen, Lige nu tror jeg ikke min trup vil være tilfredse, hvis ikke vi gør alt for, at vi ligger nr. 1, når sæsonen er færdig – men det må gerne ske allerede mod HIK i morgen.
Jeg forventer en sjov fodboldkamp. HIK er et godt angrebshold. Det bliver interessant at se, hvordan de kommer til kampen. Vi kommer med fuld fart og får mange skud mod mål.
Vi spiller ikke for 1 point i morgen - vi spiller for 3 point”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.
Trænerteamet har følgende spillere med til kamp
1. Marcus Bobjerg (målmand)
2. Jeppe Gertsen
4. Adrien Koudelka
5. Marc Dal Hende
7. Noah Engell
9. Emil Mygind Jensen
10. Marco Ramkilde
11. Casper Grening
15. Søren Ilsøe
18. Milan Silva Rasmussen
19. Jonathan Mathys
21. Travian Sousa
22. Marco Vesterholm
28. Tobias Lykkebak
30. Alfred Horup
35. Anton Boye (U19)
41. Tobias Hageltorn
43. Noah Ibsen
45. Noah Maale
54. Adam Ingi Benediktsson (målmand)
88. O’Vonte Mullings







