Flot sejr på 5-1 over HIK
← Alle nyheder

Flot sejr på 5-1 over HIK

AB Gladsaxe vandt fredag den første kamp i oprykningsspillet med 5-1 over HIK på Gentofte Sportspark.AB havde en noget anden tilgang til kampen mod HIK end i tidligere kampe. AB stod længere tilbage på banen og satte pre...

AB Gladsaxe vandt fredag den første kamp i oprykningsspillet med 5-1 over HIK på Gentofte Sportspark.
AB havde en noget anden tilgang til kampen mod HIK end i tidligere kampe. AB stod længere tilbage på banen og satte presset ind derfra. HIK havde bolden gennem meget af kampen, men AB spillede en perfekt defensiv kamp og gav ikke mange chancer væk.

Det blev 1-0 til AB allerede efter 5 minutter ved Jonathan Mathys, Travian Sousa gjorde det til 2-0 efter 24 minutter.
Marco Ramkilde scorede til 3-0, da viseren passerede 30 minutter, og 4 minutter efter scorede HIK’s Erouan Donavan Kafo Bagou og reducerede til 3-1, som var stillingen ved pausen.
I 2. halvleg bragte O’Vonte Mullings AB foran 4-1 efter 77 minutter, og Milan Silva Rasmussen scorede til 5-1 i dommerens overtid.
Hele fem forskellige målscorere blev det til, og det viser en del om den stærke trup, som AB har.

Optakten til kampen var ikke den bedste, fordi Casper Grening blev skadet i den sidste del af opvarmningen. Jonathan Mathys erstattede ham fra start og overtog pladsen helt i front.
Selv om det blev en komfortabel sejr til AB, var HIK bestemt med i kampen og med gode kombinationer kom de frem på banen.

AB’s opstilling
Trænerteamet havde foretaget nogle ændringer i dagens startopstilling i forhold til den seneste kamp mod VSK Århus.
Tobias Lykkebak havde fået pladsen på den centrale midtbane ved siden af Søren Ilsøe og Marco Vesterholm startede på bænken. Marco Ramkilde tog pladsen på toppen ved siden af Jonathan Mathys. Milan Silva Rasmussen blev lagt ud på venstrekanten.
På højrekanten startede Tobias Hageltorn og O´Vonte Mullings tog plads på bænken.

Startopstillingen så herefter sådan ud
På mål Adam Ingi Benediktsson, højre back Tobias Damtoft, i midterforsvaret Adrien Koudelka og Marc Dal Hende (anfører), venstre back Travian Sousa, på midtbanen Tobias Lykkebak og Søren Ilsøe. På venstrekanten Milan Silva Rasmussen og på højrekanten Tobias Hageltorn. Helt fremme spillede Jonathan Mathys og Marco Ramkilde.

Spil og højdepunkter
Der gik ikke mere end 5 minutter, før Jonathan Mathys scorede til 1-0 efter en rigtig god aflevering fra Marco Ramkilde ind i feltet mellem to forsvarere.
AB havde flere forsøg i de første 30 minutter. Søren Ilsøe og Marco Ramkilde havde begge gode forsøg, som dog blev blokeret til hjørnespark, som ikke lå præcist nok. Søren Ilsøe fandt Milan Silva Rasmussen og på venstre kant løb han langs linjen og sendte et godt indlæg til Tobias Lykkebak, som fik afsluttet tæt forbi mål. Efter 15 minutter havde HIK deres første afslutning, men bolden endte over mål. Efter 24 minutter tog Travian Sousa chancen og sendte et brag af et langskud afsted et stykke udenfor feltet i venstre side. Bolden ramte en HIK-spiller og røg over HIKs målmand Oliver Børner Thorup til føring 2-0.
Minuttet efter tog Milan Silva Rasmussen et frispark begået mod Søren Ilsøe, og bolden endte lige over overliggeren.
HIK havde et boldtab på midten af banen, og bolden blev spillet frem til Marco Ramkilde, der fra højre side bankede bolden op net taget til føring 3-0 efter 30 minutter.
Efter 35 minutter kunne HIK’s Erouan Donavan Kafo Bagou, efter et indlæg fra højre side, heade et rigtig godt hovedstød i mål og reducerede til 3-1
Så var det HIK, der fik en omstilling og med gode og præcise afleveringer, fik en HIK‘er i venstre side en stor chance alene med Adam Ingi Benediktsson, som frygtløst kastede sig ned i bolden og greb den. Marco Ramkilde brændte en stor chance, da han efter en god aflevering fra Milan Silva Rasmussen, skød bolden over mål. HIK kombinerede i perioder i små områder, og var tæt på at komme igennem AB’s forsvar.
Fra 2. halvlegs start blev Marco Ramkilde skiftet ud med Marco Vesterholm, som overtog Tobias Lykkebaks plads på den centrale midtbane. Milan Silva Rasmussen blev rykket op i midten i angrebet. Jonathan Mathys blev lagt på venstrekanten og Tobias Lykkebak kom længere frem på banen.
AB havde stadig en del chancer i 2. halvleg trods føringen på 3-0. En god kombination ved hjørnespark endte dog med en afslutning i sidenettet. Jeppe Gertsen kom på banen og overtog Tobias Damtofts plads på højre back.
O’Vonte Mullings kom på banen og blev lagt på højrekanten, og Tobias Hageltorn tog plads på bænken.
Efter 17 minutters spilletid var Jonathan Mathys alene igennem, men afslutningen blev ikke omsat til mål. Knap 10 minutter senere satte O’Vonte Mullings fart på, og afleverede til Milan Silva Rasmussen, men igen vat HIK’s målmand på plads med en redning.
Travian Sousa kom forbi sin oppasser i venstre side og sendte et kraftfuldt og præcist indlæg ind i feltet, hvor O’Vonte Mullings kom først til bolden og kunne score til 4-1 efter 77 minutter.
Alfred Horup kom på banen og erstattede Tobias Lykkebak. Emil Mygind kom på banen og erstattede Jonathan Mathys på venstrekanten.
I dommerens overtid fik Emil Mygind kæmpet sig til bolden ved midten og sendte en perfekt aflevering til Milan Silva Rasmussen, der satte bolden i det lange hjørne til slutresultatet 5-1.

Anfører Marc Dal Hende synes, de viste en ny dimension i spillet: ”Jeg synes, vi kommer godt ud og man kunne godt se af deres gameplan, at de havde forventet, at vi fra begyndelsen ville presse højt op. Deres målmand har et godt langt spark, som kan blive farlig, men vi kom lidt mere afdæmpet ud end vi normalt plejer.
Det synes jeg passede godt til os. Vi var kyniske på vores kontraer, og vi spillede rigtig stærke 30 minutter, hvorefter de får reduceret til 3-1 på et rigtig flot mål. Vi skal selvfølgelig hjem og kikke på, hvad der gik galt på det mål.
Derefter spillede vi bare sikkert, for man kan ikke være dominerende hele kampen igennem. Den måde vi lige finder sammen igen, synes jeg er stærkt. Vi kommer til pause og i anden halvleg synes jeg bare, at vi står godt imod og så ved vi, at de skal op og satse lidt. Det giver gode forhold til vores stærke angribere og dem, der kommer ind, viser kvalitet. Jeg har ikke noget problem med at de har boldbesiddelse ind i mellem. På kunstgræsbaner kan det godt være svært nogle gange at komme i pres. Bolden ruller lidt hurtigere.
Det gør ikke noget at stå lidt lavt i dag. Det giver bare vores hurtige angribere lidt mere plads at løbe på oppe foran. Jeg synes, det var dejligt, at vi viste en ny dimension i dag. Det er godt at have flere værktøjer i værktøjskassen. Jeg synes, det igen var en stærk solid kamp”, slutter Marc Dal Hende.

Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson var glad for sejren og de 5 mål: ”Vi spillede en god kamp. Vi var oppe på tæerne fra første sekund, og vi scorede på vores første chance. Vi tog kontrollen ret tidligt, og så kunne vi mestre dem.
Vi var ikke så glade for den måde, vi spillede på i 1. halvleg. Vi gav dem lidt for meget tid, men i 2. halvleg lukkede vi dem ned. Vi tillod dem at komme lidt tættere på, men så slog vi dem tilbage.
I 2. halvleg byggede vi op længere tilbage på banen. Vi forsøgte at afvise deres angreb i stedet for at tillade dem at angribe. Vi skubbede vores forsvar lidt, så vi kunne bygge vores spil op, som vi ønskede at gøre det. Det var en stor kamp fra spillerne og 5 mål - så det var en fantastisk fredag aften for os.”, sluttede Fannar Berg Gunnólfsson.

Næste kamp bliver spillet på Gladsaxe Stadion lørdag den 18. april 2026 kl. 13.00.

Del dette: