
AB tabte 2-1 mod Kolding IF på udebane
AB spillede i dag den 6. kamp i Betinia LIGA, hvor modstanderen var Kolding IF på Autocentralen Park, Kolding Stadion.
Næste indlæg
AB spillede i dag den 6. kamp i Betinia LIGA, hvor modstanderen var Kolding IF på Autocentralen Park, Kolding Stadion. I overværelse af 1.115 tilskuere hvor der vel var omkring 75 AB fans, tog Kolding IF sejren på 2-1 på mål af Hans Høllsberg til 1-0, Isak Fredrik Tånnander til 2-0 og Saliou Diop reducerede til 1-2 efter 71 minutter.
I forhold til den seneste kamp mod Hvidovre IF havde trænerteamet ændret startopstillingen. Noah Engell og Marc Dal Hende var helt ude af truppen og Marco Vesterholm tog plads på midtbanen ved siden af Søren Ilsøe. Mikkel Clement startede på bænken. Jonathan Mathys erstattede Noah Engell. Casper Grening startede helt fremme bag Milan Silva Rasmussen.
AB’s startopstilling: På mål Adam Benediktsson, Tobias Damtoft på højre back og Travian Sousa på venstre back. Aidan Liu stod sammen med Gabriel Noga i midterforsvaret og Søren Ilsøe (anfører) og Marco Vesterholm spillede på midtbanen. Jonathan Mathys lå på venstre kant, O’Vonte Mullings på højre kant og Casper Grening lå sammen med Milan Silva Rasmussen i front.
1. halvleg
Kampens start var meget lige, hvor begge hold forsøgte at få greb om spillet. Begge hold forsøgte at presse spillet op, og det lykkedes bedst for Kolding. Efter 4 minutter spillede Kolding rundt i venstre side og sendte til sidst en aflevering bagom AB’s forsvar. Bolden blev spillet bagud til Hans Høllsberg, der løb ind i feltet, satte foden på bolden og sendte den i mål til føring 1-0.
Kolding havde læst godt på lektien, og spillede med stor fysik og fik derved forhindret AB’s hurtige kombinationer og omstillingsspil. AB forsøgte hele tiden at få sat spillet, men det var Kolding, der på et meget langt indkast ind i målfeltet, igen fik scoret. Bolden nærmest sejlede gennem feltet og endte ved bageste stolpe, hvor Isak Fredrik Tånnander stod helt fri og kunne heade bolden i mål til føring 2-0 efter 23 minutter.
AB havde svært ved at finde rytmen, og blev presset til at lave fejl, som almindeligvis ikke ses på AB’s hold. Kolding lavede også deres fejl, og kampen var i perioder en rodet forestilling.
Efter en halv times spilletid sendte Tobias Damtoft et indlæg ind i feltet, hvor Jonathan Mathys fik headet, men desværre tæt over mål.
Få minutter efter var Kolding tæt på at komme igennem AB’s forsvar, da et indlæg i feltet, blev blokeret, men bolden rullede videre til helt fri angriber. Adam Inge Benediktsson fik kastet sig ned mod bolden og fik den taget til sig.
2. halvleg
Det var op ad bakke for AB, der var bagud med 2 mål og som ikke havde skabt mange chancer i 1. halvleg. Det blev meget bedre i 2. halvleg, hvor AB fra starten fik presspillet til at fungere. Allerede efter 1 minut var Jonathan Mathys igennem og kunne sende et godt skud mod mål, men Koldings målmand Adam Danko fik afværget.
Casper Grening blev skiftet ud efter 58 minutter og ind kom Saliou Diop helt på toppen med Milan Silva Rasmussen bag sig. Efter 68 minutter blev Jonathan Mathys skiftet ud og Tobias Hageltorn kom på banen og overtog hans plads. I samme minuttal kom William Warrer ind og fik sine første minutter i Betinia LIGA, efter at han fik debut i Betano Pokalen. Tobias Damtoft tog plads på bænken.
AB spillede sig til flere hjørnespark og sad på spillet, og der skulle ikke meget mere til for at AB kunne reducere. Det blev en præcis aflevering fra Aidan Liu til Milan Silva Rasmussen, blev spillet videre til Saliou Diop, der tog et enkelt træk ind i feltet og han sendte bolden i mål til reducering 2-1 på et rigtig godt skud.
Kolding pressede på, og havde nogle muligheder, men AB’s forsvar fik afværget. Med knap et kvarter tilbage fik Saliou Diop endnu en chance efter en god aflevering fra Milan Silva Rasmussen, men afslutningen blev blokeret.
Efter 87 minutter kom Marcus Immersen på banen og Milan Silva Rasmussen tog plads på bænken.
I samme minuttal kom Tobias Lykkebak ind på midtbanen og afløste Søren Ilsøe, der overgav anførerbindet til Marco Vesterholm.
I de sidste minutter kom flere chancer for udligning, hvoraf flere hovedstød fra Gabriel Noga, skal fremhæves. Han kom højt til vejrs, men fik ikke placeret bolden i nettet.
I det sidste minut lykkedes det Kolding ustraffet at holde Tobias Hageltorn, så han ikke kunne fortsætte sit løb mod mål. Lige før dommerens slutfløjt blev Marcus Immersen forhindret i sit løb, og set udefra skulle der klart have været dømt frispark og muligvis også givet et rødt kort, da Kolding spilleren var sidste mand. Det var en situation, der udløste et rødt kort til AB’s træner efter at han havde skubbet til et reklameskilt.
Anfører Søren Ilsøe sagde, at spillet blev meget bedre i 2. halvleg: ”1. halvleg var mildt sagt piv-ringe. De scorer to utrolig lette mål. Vi kom slet ikke ud på den måde, vi ville spille på. De spiller bare igennem os, og de var meget bedre end os i 1. halvleg. De var gode til at overmande os på de områder, hvor de gerne ville igennem. De rigtige steder for dem, var ude på siderne, og vi prøvede at følge med. De var også gode på anden boldene og til at omringe os med mange mand. Det tog os åbenbart 45 minutter at finde ud af det. I løbet af 2. halvleg skal vi så lave mål til 2-2. Det gjorde vi ikke, men til sidst havde vi flere gode forsøg fra Gabriel Noga på hovedstød og der var vist også en kendelse til sidst, som ikke kom”, slutter Søren Ilsøe.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson var meget skuffet efter dagens kamp: ”Jeg var skuffet over mit hold i 1. halvleg. Det så ud som 11 individualister i de første 45 minutter. Vi vidste, at vi kunne slå dem, men det kræver sammenspil for at vinde kampe. Vi spillede ikke sammen i 45 minutter og det er svært på udebane at komme tilbage i kampen, når man er bagud med 2-0.
Vi spillede en acceptabel kamp i 2. halvleg, men det var en for stor opgave.
Kolding var mere aggressive og brugte deres fysik, og de virkede meget mere klar til at spille. Vi tillod dem at forstyrre os, men der var også tidspunkter, hvor vi følte os overset af dommeren. Spillerne brugte energi på at slå ud med armene over en dårlig aflevering eller en manglende kendelse fra dommeren, og de havde fokus på ting, der generede os. I stedet for at kæmpe og give alt, hvad man har, lod vi Kolding udspille os og udkæmpe os og derfor tabte vi kampen.
De fik to mål, og det var fortjent af dem, men der var for langt op for os. Vi skal arbejde for alt, hvad vi gør, og det vil vi selvfølgelig altid gøre - men lige nu er jeg vældig skuffet”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.
Næste kamp bliver spillet lørdag den 5. september 2026 kl. 14.00 mod AAB på Gladsaxe Stadion.







