Nederlag på 2-1 mod FC Helsingør
Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.




Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.
Gladsaxe Stadion tog sig rigtig godt ud med flotte mesterskabsbannere, rullereklamer, 804 tilskuere og en indbydende fodboldbane, da AB Gladsaxe i dag den 8.8.2025 tog imod FC Helsingør. Det varede dog ikke lang tid, før regnen silede ned i 3. kamp i træk, og det gjorde det svært at spille for begge hold. Kampen endte med en sejr til FC Helsingør på 2-1, hvor begge Helsingørs mål blev scoret af Tobias Augustinus-Jensen. AB’s mål blev sat ind af Marc Dal Hende
AB stillede med samme opstilling som til kampen mod Ishøj IF. På mål stod Adam Ingi Benediktsson, i højre forsvarside Frederik Lindgaard, i midterforsvaret Adrian Koudelka og Noah Ibsen og i venstre forsvarsside Marc Dal Hende.
På den centrale midtbane var Mikkel Brund og Søren Ilsøe, på højre kant O’Vonte Mullings og på venstre kant Casper Grening. Fremme lå Ægir Jarl Jonásson og Marcus Immersen.
I første halvleg må Marcus Immersen udgå med en skade og han blev erstattet af Jonathan Mathys lige inden dommeren fløjtede til pause.
Fra 2. halvlegs start kom Jeppe Gertsen ind i midterforsvaret og erstattede Noah Ibsen. Med knap en halv time tilbage kom Osama Mushed på banen og erstattede Casper Grening. Steven Bala overtog for Ægir Jarl Jonasson. Tobias Hageltorn kom på banen med omkring tyve minutter igen og erstattede Søren Ilsøe.
Resumé af kampen
AB pressede på fra kampens start og sad på det meste af spillet. Helsingør forsøgte med lange bolde. AB står solidt i forsvaret og afviste. AB havde flere muligheder i starten af kampen for at bringe sig foran. O’Vonte Mullings trak flot igennem og var uheldig ikke at få scoret. Noah Ibsen havde et godt hovedstød, men ved siden af mål. Efter 10 minutter var det tæt på at gå galt, da Noah Ibsen ville sparke bolden væk. Det var i stedet for en Helsingørspiller, der fik bolden. Helt fri burde han have scoret, men Adam Ingi Benediktsson ville det anderledes og gik stærkt ud i feltet og blokerede skuddet.
I perioder var der en del duel spil på midten, hvor bolden ofte var i luften. AB forsøgte dog hele tiden at få spillet ned langs jorden. 0’Vonte Mullings testede Helsingørs målmand med et godt skud midt for mål, men han fik bokset bolden til hjørnespark. Indlægget lå godt og Marc Dal Hende fik chancen for at score, men bolden endte forbi mål. Casper Grening havde en del gode afleveringer, hvor en af dem var til Ægir Jarl Jonasson, der løb fri foran mål, men han tabte et skrift og bolden røg fra ham. Få minutter efter var Casper Grening selv alene igennem, men også denne afslutning endte forbi mål. Marcus Immersen kom fri efter nogle hurtige afleveringer, men afslutningen var upræcis. Marcus Immersen måtte udgå med en skade og blev erstattet af Jonathan Mathys.
Efter pausen blev Noah Ibsen skiftet ud og erstattet af Jeppe Gertsen. 2. halvleg var blot 6 minutter gammel, da Marc Dal Hende uheldigt får clearet bolden i egen forsvarszone til Tobias Augustinus-Jensen, der helt fri for mål, kunne score til 1-0. Helsingør fik efter blot 3 minutter igen spillet sig igennem, og skuddet fra Tobias Augustinus-Jensen blev i første omgang reddet af Adam Ingi Benediktsson, men så smuttede bolden fra ham og gik i mål til føring 2-0. Rigtig ærgerligt for Adam Ingi Benediktsson, som ellers stod en rigtig god kamp.
Efter Helsingørs andet mål pressede AB Helsingør helt tilbage på banen. Søren Ilsøe forlod banen og Tobias Hageltorn blev lagt helt frem. Marc Dal Hende blev også lagt længere frem på banen, og mod slutningen kom Adam Ingi Benediktsson frem i Helsingørs straffesparksfelt. Det hårde pres udmøntede sig i et reduceringsmål af Marc Dal Hende i det 89. minut. AB smed næsten alle mand frem på banen, og det gav et godt kæmpende Helsingørhold nogle chancer efter omstillinger. Da dommeren havde lagt 6 minutter til den ordinære spilletid, havde AB flere chancer for udligning, men ingen af chancerne blev omsat til mål.
Anfører Marc Dal Hende var virkelig skuffet: ” Jeg synes egentlig, at vi har det kampbillede, som vi gerne ville have. I 1. halvleg synes jeg, at vi presser og presser. Vi skaber gode chancer, men vi mangler lige den sidste kynisme og skarphed. Det er det, der gør, at vi ikke lige får lagt afstand til dem. Helsingør kæmper heroisk, gør det godt og gør det svært for os. Så sker der det, der nogle gange sker i en fodboldkamp. Der bliver lavet personlige fejl og det kom jeg desværre til i dag. Det sætter dem i gang og de får fornyet tro på tingene - desværre. Efter det så synes jeg, at det bliver for meget på Helsingørs præmisser.
Vi prøver på alt, hvad vi kan, men de kunne også have lukket kampen. Så jeg er virkelig skuffet og i sådan en flot kulisse, som vi havde glædet os til at spille i. Så vi er meget skuffede, over at vi ikke tager point med fra kampen.
Vi skal selvfølgelig lave nogle mål, men alle der har spillet fodbold ved, at det er mere kompliceret end det. Det er svært at spille mod nogen, der egentligt står kompakt og prøver at ødelægge flowet i spillet. Det er præmisserne og det skal vi arbejde med og det arbejder vi benhårdt på. Så vi skal tilbage på træningsbanen og så bare tage arbejdshandskerne på igen”, slutter Marc Dal Hende.
Cheftræner Joye Gudjonsson var ærgerlig over resultatet: ”Vi spillede en OK 1. halvleg. Det eneste, de skabte i 1. halvleg, var to skud., og vi tog så den forkerte beslutning, og gav simpelthen bolden væk i vores eget straffesparksfelt. Jeg synes, vi kunne have scoret 2-3 mål. Immersen havde to virkelig gode chancer og det sammen havde O’Vonte.
Jeg synes, vi dominerede 1. halvleg, men de gjorde det rigtig svært for os i 2. halvleg. Vi gav dem føringen, men de forsøgte ikke at spille, som vi troede, de ville. Det gjorde det svært for os og vi var ikke kyniske nok i 1. halvleg og vi smed det væk i 2. halvleg.”, slutter Joey Gudjonsson.
Næste kamp bliver spillet lørdag den 16. august 2025 kl. 14.00 på udebane mod Brabrand.