Fantastisk indsats på svær udebane
Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.




Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.
AB spillede i går fredag den 29.08.2025 mod Vendsyssel FF i Hjørring. Det blev en rigtig spændende kamp, hvor AB efter en slidsom mandfolkeindsats og en stor holdpræstation kunne juble over sejren på 3-2. AB’s mål blev scoret af Marcus Immersen (28’), Jonathan Mathys (64’) og Marcus Immersen (80’). Vendsyssels mål blev scoret af Precious Tonya Williams (47’) og Malthe Holt Nielsen (62’).
Kampen blev overværet af 805 tilskuere.
AB’s startopstilling
I forhold til den seneste kamp mod Thisted tog Frederik Jørgensen plads på bænken sammen med Tobias Damtoft og Søren Ilsøe. De blev erstattet af Frederik Lindgaard, O’Vonte Mullings og Ægir Jarl Jonásson. Mikkel Brund var rykket fra midtbanen ned på venstre back.
Startopstillingen var herefter: Adam Ingi Benediktsson på mål, i højre forsvarside Frederik Lindgaard, i midterforsvaret Adrien Koudelka (anfører) og Noah Ibsen og i venstre forsvarsside Mikkel Brund. På den centrale midtbane var Marco Vesterholm og Ægir Jarl Jonásson, på højre kant O’Vonte Mullings og Tobias Hageltorn på venstre kant. Fremme lå Jonathan Mathys og Marcus Immersen.
Noter fra kampen
Vendsyssel lagde hårdt fra land og pressede mod AB’s mål. AB stod godt defensivt og fik gradvist sat sig mere på kampen. AB fik spillet lagt frem på Vendsyssels banehalvdel med lange bolde og konstant på jagt efter andenboldene. Vendsyssel spillede også med lange bolde og kæmpede også for andenboldene. Det gav en ret urytmisk kamp med mange dueller og frispark. Alene i 1. halvleg uddelte dommeren fem advarsler.
AB spillede generelt med lange udspark fra Adam Ingi Benediktsson, og specielt O’Vonte Mullings løb flere bolde op, men det gav ikke afgørende chancer. AB’s forsvar stod godt, og selvom en Vendsysselspiller skabte en hurtig omstilling, så var de parate til at afværge situationen. Vendsyssel havde med fire afslutninger i samme angreb reelt gode chancer for at komme foran, men AB’s forsvar fik blokeret alle fire skud.
Så kom målet efter en lang og præcis aflevering til Marcus Immersen, der bankede bolden i mål til føring 1-0. Marcus Immersen spillede en rigtig god kamp i den grønne trøje, og blev da også tiljublet af sin egen fanskare efter kampen.
O’Vonte Mullings fik en af de utallige muligheder for at komme frem på banen og løb mod feltet. Han lagde et godt indlæg ind i feltet, men hverken Marcus Immersen eller Jonathan Mathys kunne score, selvom de begge kastede sig mod bolden, der endte langt over mål
Med knap 10 minutter tilbage af 1. halvleg kom en Vendsyssel spiller godt afsted og var alene med Adam Ingi Benediktsson, som frygtløst kastede sig ned i bolden og afværgede situationen. Adam Ingi Benediktsson spillede igen en ualmindelig god kamp, og havde mange kampafgørende redninger.
AB gik til pausen med en fortjent føring på 1-0.
2. Halvleg var kun 2 minutter gammel, så skete det, der ikke måtte ske. Vendsyssel kom hurtigt frem på banen og fik sendt et indlæg ind i feltet, hvor Precious Tonya Williams udlignede til 1-1.
Efter et kvarter i 2. halvleg blev Tobias Hageltorn skiftet ud og erstattet af Søren Ilsøe, som blev lagt på den centrale midtbane. Ægir Jarl Jonásson blev lagt frem på midten i angrebet og Marcus Immersen blev lagt på venstre kant.
Målet gav Vendsyssel blod på tanden, og de lagde et større pres, som efter 62 minutter resulterede i scoring til 2-1 af Malthe Holt Nielsen, som stod helt fri i feltet.
Den føring holdt dog kun to minutter, hvor Jonathan Mathys fik bolden fra modsatte side og var helt fri. Han tog bolden ned og efter et par hurtige træk, bankede han bolden i mål i det lange hjørne til udligning 2-2.
AB var ikke tilfredse med uafgjort og kløede på med alt, hvad de havde. Missionen lykkedes, da Marcus Immersen i højre side og med kun 10 minutter tilbage af den ordinære tid, modtog bolden og trak forbi sin direkte modstander og kanonerede bolden i mål til føring 3-2.
Med omkring syv minutter tilbage af den ordinære spilletid kom Alfred Peter Horup på banen og erstattede Jonathan Mathys. Jeppe Gertsen kom ind i forsvaret som en ekstra gardering mod Vendsyssels afsluttende pres og han erstattede Ægir Jarl Jonásson. I kampens slutning erstattede Tobias Damtoft Mikkel Brund på venstre back.
Dommeren havde lagt seks minutter til, så der var nærmest ulidelig spænding. AB kæmpede heroisk og var dygtige til at få clearet bolden op på Vendsyssels banehalvdel, så tiden kunne gå.
Dommeren fløjtede af og jubelen kunne bryde løs blandt spillere, trænere og de AB fans, som var på stadion.
Anfører Adrien Koudelka var ikke i tvivl om, hvorfor de vandt: ”Vi vinder i dag, fordi vi spillede sammen som hold. Det var meget bedre end sidste uges kamp. Vi spillede ikke verdens bedste fodbold i dag, men det er ligegyldigt, for vi vandt kampen.
Vi spillede sammen, vi spillede for hinanden og vi kæmpede for hinanden - derfor vinder vi kampen. Det var en fysisk kamp i dag og lange bolde, men vi var der. Vi var på første boldene, og vi var der på anden boldene. Selv da vi kommer bagud, er jeg sikker på, at vi nok skal score flere mål. Vi har kvalitet, masser af kvalitet på holdet, så jeg var hele vejen igennem positiv i dagens kamp - og jeg vidste, at vi kunne vinde kampen”, slutter Adrien Koudelka.
Cheftræner Joey Gudjonsson kom efter tre point og fik dem: ”Det var en utrolig holdpræstation. Jeg kunne fornemme det, da vi mødtes på Skovdiget for at tage bussen helt herop. Da spillerne kom ind i bussen, var det tydeligt, at de var klar til kampen. De var fokuserede, selvom det tog os lang tid, inden vi nåede til Hjørring. De tog meget tidligt kampen til sig, og det var absolut fantastisk at opleve. Vendsyssel ændrede lidt på deres game plan i 2. halvleg og de kom ind i kampen igen.
Det var også fantastisk at se vores spillere vise karakter og komme ind i kampen igen. Det var et meget svært sted at spille mod et rigtig godt hold.
Sejren giver spillerne tro på, at de kan vinde – tag bare Immersens to mål – sikke gode mål og Jonathans mål – sikke et mål! Det er stor kvalitet, vi har i holdet i dag – det var helt fantastisk.
Jeg tror, vi skal se lidt mere på den forsvarsmæssige side, for de scorer for mange mål. I dag er jeg ligeglad med, at de scorer to mål for vi scorer tre!
Vi kom efter tre point og mange, mange gode individuelle præstationer og en stor holdpræstation, gav os dem. Det var helt sikkert den bedste 1. halvdel, der er spillet i denne sæson. De spillede med koncentration og kvalitet. Når de så svagheder i Vendsyssels forsvar, så gik de efter dem igen og igen. Der var gang i O’Vonte i 1. halvleg - de kunne ikke afvise ham, så de måtte ændre deres spil, så de var i stand til at stoppe ham.
Jeg er virkelig glad for præstationen i dag, specielt fordi vores sidste kamp bestemt ikke var god. Men sikke en måde at slå tilbage på. Det viser, at spillerne tager ansvar for det, vi gør og viser det med den intensitet og karakter, som de gjorde i dag – det er helt utroligt”, slutter Joey Gudjonsson.
Næste kamp bliver spillet fredag den 5. september kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion, hvor AB skal møde Næstved IF.