AB Gladsaxe fik i dag den 20. august spillet den afbrudte kamp fra 2. august, hvor et skybrud og lyn og torden betød, at dommeren afbrød kampen efter 14 minutters spilletid.
Dagens kamp sluttede med en sejr på 1-0 til AB på mål i det 81. minut af Jonathan Mathys. Et mål var nok til sejr i dag, men der var heller ikke ret mange chancer i det hele taget i den kamp.

AB’s opstilling

I forhold til sidste uges kamp mod Brabrand var der ingen ændringer i startopstillingen. På mål stod Adam Ingi Benediktsson, i højre forsvarside Frederik Lindgaard, i midterforsvaret Adrien Koudelka og Noah Ibsen og i venstre forsvarsside Marc Dal Hende. På den centrale midtbane var Mikkel Brund og Marco Vesterholm, på højre kant O’Vonte Mullings og på venstre kant Casper Grening. Fremme lå Ægir Jarl Jonásson og Marcus Immersen.

Kampens forløb

Det blev ikke til de helt store chancer i dagens kamp. Det skal dertil siges, at Ishøj IF spillede meget kontant, hvilket især O’Vonte Mullings og Casper Grening måtte lægge krop, ben og hoved til. Casper Grening måtte udgå med en skade efter 25 minutter og blev erstattet af Jonathan Mathys. Marcus Immersen blev spillet helt fri på midten af banen og havde dommeren ikke dømt offside, så havde han med stor sandsynlighed scoret.

Ishøj var meget på bolden og fik trukket AB ned i tempo. AB havde svært ved at sætte spillet og få kontrol over kampen, og der var i perioder en del fejlafleveringer. AB stod godt i forsvaret, og fik afværget Ishøjs forsøg på at komme igennem. AB fik ikke fat i mange 2. bolde, og de to angribere havde svært ved at holde fast i bolden. Stillingen ved pausen var 0-0.

Knap var 2. halvleg i gang, hvor Ishøj fik fat i bolden på midten af banen og to spillere spurtede mod AB’s mål og fik afsluttet, men Adam Ingi Benediktsson reddede mesterligt. AB overtog stille og roligt kontrollen og viste aggressivt presspil. Ishøj havde sporadisk mulighed for afslutninger, men afslutningerne endte forbi mål.
Efter 61 minutters spilletid foretog Joey Gudjonsson en trippel udskiftning, hvor Søren Ilsøe overtog den centrale plads på midtbanen efter Mikkel Brund. Marco Ramkilde kom på banen i stedet for Ægir Jarl Jonasson. Noah Engell kom ind i stedet for Marcus Immersen.

Det betød et nyt angreb, hvor Noah Engell og Marco Ramkilde lå helt fremme, og det var dejligt at se de to spillere på banen igen efter skadespauser. De satte fart og lavede gode kombinationer i angrebet, og de fik skabt uro i Ishøjs forsvar. 

En god aflevering fra Noah Engell til Marco Ramkilde og videre til O’Vonte Mullings, kunne efter 65 minutter have givet en scoring, men O’Vonte Mullings kom en anelse for sent. Efter 77 minutter var O’Vonto Mullings igen tæt på en scoring, men det blev ikke i dag. Det var til gengæld Jonathan Mathys, der efter en lang spurt og en god aflevering fra Noah Engell kunne score til føring 1-0. I det 90. minut forlod en godt spillende O’Vonte Mullings banen og blev erstattet af Tobias Damtoft på højrekanten.
I dommerens tillægstid på 6 minutter kørte AB med kontrolleret spil sejren i hus. Det udløste stor jubel, som blev fejret sammen med de jublende fans.

Anfører Marc Dal Hende sagde, at vi har mange strenge at spille på:
”Jeg føler, det var lidt en låst kamp. Det er ikke fordi jeg føler, at Ishøj har så meget. De har optræk til det i første halvleg. Vi får ikke flow i vores spil og det bliver ikke så rytmisk for os. Vi ved godt, at det er i disse kampe, at man skal trække sig sejrrigt ud lige som i kampen i weekenden mod Brabrand. Nu har vi to sejre i træk og vi bygger på.
Jonathan Mathys er en rigtig god offensiv spiller, vi har fået tilknyttet, han kommer ind og afgør det for os. Det viser bare noget om dybden i truppen, og at vi har mange strenge at spille på.
Vi har mange dygtige offensive spillere og jeg synes også, at vi er solide i defensiven i dag. Jeg ser ikke de vilde redninger fra Adam, selv om han er så stærk til at komme ud i feltet. Så jeg synes, vi var solide i dag og det var godt at se, for jeg synes vi har manglet lidt i de første kampe.
Det er noget af en bænk, vi kan mønstre, og hvor var det dejligt at få Marco Ramkilde og Noah Engell på banen. Der må være andre hold, der slikker sig lidt om munden over vores trup og det viser også bare hvor meget konkurrence, der er på vores hold. Turneringen er lang, så der bliver brug for alle mand”, slutter Marc Dal Hende.

Cheftræner Joey Gudjonsson syntes, de var uheldige: ”Det var en tæt kamp. Ishøj gjorde det godt. De havde ændret den opstilling, som de har spillet i lang tid til en 4-4-2 opstilling. De forsøgte at gøre det vanskeligt for os. Det tog os da også et stykke tid, før fik kontrol over kampen. I 2. halvleg kontrollerede vi totalt kampen. Jeg tror ikke, at Adam har en egentlig redning i hele kampen.
Vi var uheldige i et par situationer. O’Vonte havde et par chancer, som han missede. Jeg er ikke sikker på, at Immersen var offside, da han kom igennem og scorede i 1. halvleg. 

Samlet set viste spillerne karakter og blev ved med at arbejde hårdt. Vi pressede meget og der var meget energi. Det er helt klart, at da Noah Engel og Marco Ramkilde kom på banen i 2. halvleg, så viste vi en smule mere sammenhængende spil og holdt bedre på bolden i slutningen af kampen. Det var en helt utrolig afslutning fra Jonathan Mathys, som jo gav mål. Han arbejder hårdt, har masser af fart og han er en rigtig god afslutter, så jeg var meget glad, da han scorede i dag”, slutter Joey Gudjonsson. 

Næste kampe bliver spillet lørdag den 23. august 2025 kl. 15.00 mod Thisted FC på Gladsaxe Stadion.