AB forlænger kontrakten med Marco Ramkilde
Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.




Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.
Akademisk Boldklub A/S har forlænget kontrakten med angriberen Marco Ramkilde. Ramkilde, 27, har forlænget til juni 2027.
“Marco er et stort talent, og jeg er meget glad for, at han har valgt at forlænge sin kontrakt med os,” siger cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson. “Han har en fantastisk personlighed og er enormt vigtig for os både på og uden for banen.”
Ramkilde kom til AB i juli 2024 efter flere sæsoner i AaB. Han er et produkt af AaB’s ungdomsafdeling og tilbragte desuden to sæsoner i den engelske Championship-klub QPR mellem 2020-22, inden han vendte tilbage til Aalborg. Han har også optrådt for de danske ungdomslandshold fra U16 til U19.
“Vi er meget glade for, at Marco ønsker at blive,” siger sportsdirektør Jen Chang. “Som vi har sagt, ønsker vi at holde den nuværende trup samlet så længe som muligt, og Marco er en vigtig del af truppen og en indflydelsesrig spiller.”
Ramkilde har scoret 5 mål og lavet 4 assists i 10 ligakampe for AB i denne sæson. I alt har han spillet 22 kampe for klubben og stået for 8 mål og 5 assists.
“Det betyder meget for mig at kunne fortsætte, og jeg ser frem til at bygge videre på det arbejde, vi allerede har gjort, så vi i fællesskab kan få klubben op dér, hvor en så traditionsrig klub som AB hører til,” siger Ramkilde.
“Alle i og omkring klubben har medvirket til, at AB hurtigt er kommet til at betyde meget for mig, og det er jeg virkelig taknemmelig for! Derfor er jeg stolt og glad over at kunne forlænge samarbejdet. Til sidst skal der lyde et ønske om en god jul og et godt nytår til alle fans – og jeg glæder mig til, at vi mødes til et spændende forår!”