AB er igen på sporet med sejr på 3-1
Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.




Seneste nyheder og opdateringer fra AB Fodbold.
AB Gladsaxe kom tilbage på sejrssporet igen, da det lørdag eftermiddag lykkedes at få sendt Vendsyssel FF hjem til Hjørring med et 3-1 nederlag.
Magnus Munck Bjørnholm bragte Vendsyssel foran 1-0 på et straffespark. Noah Engell udlignede og Jonathan Mathys bragte AB foran med 2-1, som også var resultatet ved pausen. Tobias Hageltorn scorede i 2. halvleg sejrsmålet til 3-1.
Det var virkelig en flot sejr af AB mod et rigtig godt Vendsysselhold, der i momenter af kampen fik presset AB i bund. Det var en kamp med masser af fysik og nærkampe, men også en kamp med godt fodboldspil mellem to hold, der rigtig gerne ville spille bolden.
AB’s opstilling
I forhold til sidste uges kamp mod Fremad Amager havde trænerteamet foretaget to ændringer. Søren Ilsøe tog plads på bænken og blev erstattet på den centrale midtbane af Mikkel Brund. I midterforsvaret overtog Marc Dal Hende pladsen fra Noah Ibsen, som ligeledes tog plads på bænken. Adam Ingi Benediktsson på mål, i højre forsvarside Frederik Lindgaard, i midterforsvaret Adrien Koudelka og Marc Dal Hende og i venstre forsvarsside Tobias Damtoft. På den centrale midtbane var Marco Vesterholm og Mikkel Brund, på højre kant O’Vonte Mullings og Jonathan Mathys på venstre kant. Fremme lå Noah Engell og Marcus Immersen.
Konstellationen i midterforsvaretmed Adrien Koudelka og Marc Dal Hende fik løst opgaven og spillede en stabil kamp sammen. I angrebsspillet pressede Jonathan Mathys, O’Vonte Mullings og Marcus Immersen med Noah Engell liggende i en 10-er rolle bagved.
Kampens forløb
Allerede efter 4 minutter havde Vendsyssel hjørnespark, men AB’s forsvar fik afværget. Blot 5 minutter efter kombinerede AB med hurtige afleveringer på kanten, og Marco Vesterholm afsluttede med et rigtig godt skud tæt forbi mål. O’Vonte Mullings fik opsnappet bolden og var helt fri med mulighed for at score i det tomme mål, men desværre endte hans afslutning snert forbi mål
Vendsyssel pressede op, men AB satte farten op og fik spillet godt rundt. Noah Engell kom hurtigt frem og fik sendt et godt skud afsted, men det blev afværget af forsvaret.
En Vendsysselspiller tog tæt på sidelinjen en dribling, som snød AB. Han løb mod baglinjen, og fik afleveret til Malthe Holt Nielsen, der søgte ind i feltet, men blev fældet. Dommeren dømte straffespark, som Magnus Munck Bjørnholm i det 26. minut scorede på til føring med et enkelt mål. Det var reelt den første afslutning, som Vendsyssel havde.
Blot tre minutter efter modtog Noah Engell bolden på kanten af feltet. Han tog et par hurtige træk mod midten og satte med et fantastisk skud bolden udenom målmandens rækkevidde til udligning 1-1. Omkring 10 minutter efter sendte Frederik Lindgaard et godt indlæg ind i feltet, hvor Jonathan Mathys kunne heade over målmanden til føring 2-1
Efter pausen pressede Vendsyssel på, og AB var trængte. Efter et hjørnespark til Vendsyssel, hvor de fik afsluttet flere gange, blev bolden endeligt sparket godt væk af AB’s forsvar.
Marcus Immersen løb sammen med en Vendsysselspiller den direkte vej mod Vendsyssels mål, men han kom desværre til at lave frispark.
Efter 62 minutter foretog AB sine første udskiftninger og Tobias Hageltorn kom på banen og afløste Marcus Immersen på toppen i angrebet.
Søren Ilsøe kom på banen efter 69 minutter og afløste Mikkel Brund på den centrale midtbane. Mikkel Brund havde lige forinden modtaget et gult kort.
Vendsyssel fik endnu en mulighed, da et boldtab fra AB gav en Vendsysselspiller frit løb mod mål. Adrien Koudelka forsøgte ihærdigt at nå ham, men det lykkedes ikke helt og heldigvis endte afslutningen tæt forbi mål.
AB var i den periode under stort pres, men så vendte det hele. Hurtigt spil frem på banen, aflevering ud på kanten og tilbage til O’Vonte Mullings. Han tog først en dribling, så endnu en dribling gennem to forsvarere og så en dribling udenom en forsvarer. Så lavede han en kort aflevering til Tobias Hageltorn, der sikkert scorede til 3-1 med 15 minutter tilbage.
Så kom de to sidste udskiftninger efter 83 minutter, hvor Ægir Jarl Jónasson kom på banen i stedet for Tobias Damtoft. Søren Ilsøe blev lagt ud på venstre back og Ægir Jarl Jónasson tog over på midtbanen. Alfred Peter Horup kom på banen og overtog pladsen efter Noah Engell, som tog plads på bænken.
Marco Vesterholm kunne have øget føringen med et rigtig godt skud, men målmanden fik bokset bolden over mål. Det blev ikke til flere mål, men AB fik igen en sejr og i dag var det i overværelse af 819 tilskuere.
Anfører Marc Dal Hende synes, det var en mental sejr:
Det var et stærkt fysisk Vendsysselhold, der kom på besøg i dag. De ville slås, men det var også et godt spillende Vendsysselhold. De kommer foran på en ærgerlig situation, hvor de får straffe. Indtil straffesparket er det en lige kamp. Vi viser klassen med at komme hurtigt tilbage i kampen og Noah Engel viser det stjernestøv, vi ved, han har, og han laver et rigtig godt mål og får balance på måltavlen. Det giver os troen tilbage og vi begynder at spille det overfaldsfodbold, som vi gerne vil være kendt for.
Jeg synes bare, at det er en sindssyg stærk arbejdssejr over hele linjen. Vi giver dem ikke særligt meget og vi har optræk til mange gode chancer og de forreste gør det rigtig godt. Så alt i alt en god sejr og også en mental sejr, hvor vi først bliver dukket og frustrerede - men så rejser vi os med det samme og vinder i sidste ende komfortabelt.
Cheftræner Joey Gudjonsson synes, at AB fortjente sejren:
Vi vidste, at vores modstander i dag ville være aggressive, g presse meget og så har de et godt hold med talentfulde spillere. Så vi vidste, at det ville blive svært. Efter kampen i sidste uge hvor vi tabte, har vi talt sammen om, at det bestemt ikke er dét, vi vil stå for. Vi skal gøre mere for at vinde kampe.
Jeg synes virkelig, at alle spillerne gjorde en god indsats i dag. Vi scorede tre mål, og vi kunne også have scoret flere. Vi fortjente helt sikkert sejren i dag. Banen bliver svær at spille på og det var ikke flot spil hele tiden, men vi vandt helt sikkert slaget og gjorde alt, hvad vi kunne, så vi var sikre på at de tre point ville blive vores.
I næste uge er det sidste kamp inden vi går på vinterpausen. Vi ændrer ikke noget i vores spil – vi går igen efter de 3 point. Alle spillere føler, at det er et godt sted at være på toppen af ligaen. De er også klar over, at modstanderne lægger større indsats i kampene end de måske tidligere har gjort. Nu vil de alle slå os, men vi er klar med hårdt arbejde og en stor indsats - og så vil kvaliteten vise sig.
Næste og sidste kamp før vinterpausen bliver spillet kl. 19.00 fredag den 14. november 2025 mod Helsingør på udebane.