Fremad Amager kommer i morgen fredag den 26. september 2025 til Gladsaxe Stadion hvor, AB Gladsaxe tager imod kl.19.00. Kampens dommer er Kasper Madsen og Martin Egtved Munch Jørgensen og Ulrik Gøtze passer linjerne. Ingen af holdene er karantæne ramt.

Før kampen er der 6 point mellem de to mandskaber i tabellen. Fremad Amager ligger nr. 9 i tabellen med 9 point, og AB ligger nr. 2 med 15 point. Det er en placering, som AB sådan set bare skal holde til sæsonafslutningen næste år i juni måned!
CampoBet 2. division er utrolig tæt. Fra AB på 2. pladsen er der kun 4 point ned til VSK Århus på 7. pladsen lige udenfor Top 6. 

Senest AB og Fremad Amager mødtes var 30. maj i sidste sæsons oprykningsspil. Her blev Fremad Amager sendt tilbage til Amager med et 5-0 nederlag i bagagen. AB’s målscorere ved den lejlighed var Søren Ilsøe, Casper Grening, Noah Ibsen og to mål af Noah Engell. Med til historien hører selvfølgelig, at begge hold havde udspillet deres rolle i oprykningsspillet og derfor reelt ikke havde noget at spille for. Det bliver med stor sandsynlighed en meget tættere kamp fredag.

Fremad Amager kommer med selvtillid til kampen efter deres gode resultat sidste weekend mod Vendsyssel, hvor det blev til en sejr på 2-1 på hjemmebanen i Sundby Idrætspark. AB må også være fyldt med selvtillid efter den sikre sejr på 4-0 mod HIK i Gentofte Sportspark.

Vi håber, at AB viser stabilitet og følger kampene mod Næstved og HIK op med endnu en god præstation, når Fremad Amager er modstanderen. AB har indimellem i mindre grad haft tendens til at holdet, efter store spillemæssige og resultatmæssige præstationer, i den efterfølgende kamp har underpræsteret. Det må ikke ske igen!

Adrien Koudelka og holdet ved, hvad der venter AB: ”Vi har haft en god træningsuge med fokus på forberedelse til kampen mod Fremad Amager. Vi ved, hvad der venter os. De står kompakt og vil lade os komme til dem. De venter på det rigtige øjeblik, hvor de kan presse. De vil være tålmodige, de er et fysisk godt hold og endelig har de god kvalitet i deres offensive spil. Så vi skal være parate til at matche dem og deres spil - og så skal vi igen komme med stor energi. Vi spiller på hjemmebanen, så vi har gode chancer for at skabe en god kamp”, slutter Adrien Koudelka.

Cheftræner Joey Gudjonsson fremhæver de seneste gode kampe: ”De fik et godt resultat hjemme mod Vendsyssel. De er ret direkte i deres spil. De sparker mange, lange bolde og har tre fysisk stærke spillere i front. Også i midterforsvaret har de fysisk stærke spillere, så de er et fysisk stærkt hold og det skal vi været parate til i morgen. Når det er sagt, så ser jeg tilbage på den rigtig gode kamp, vi spillede sidst, vi spillede på hjemmebane. Jeg vil se samme præstationer, samme energi og samme karakter, som vi viste mod Næstved. Det var en rigtig god holdpræstation, vi pressede virkelig hårdt, vi var modige – ja vi knoklede! Vi viste kvalitet ved også at score en del mål - som vi også gjorde i den sidste kamp mod HIK. Det var en helt utrolig holdpræstation. Det er rigtig godt, at vi har spillere, der er stærke oppe foran, men vi er nødt til at bygge spillet op i de rigtige områder. Vi skal tage kontrol over kampen, vise attitude og lægge en masse energi og fornuft ind i kampen. 

Jeg kan ikke tro, at Fremad Amager er tilfredse med deres placering i tabellen. De vil selvfølgelig højere op, så de vil være meget motiverede og sætte ind med en masse energi tidligt i kampen. Det skal vi selvfølgelig matche, men på samme tid skal vi være kloge med vores omgang med bolden og i hvordan, vi udnytter de områder, hvor vi kan såre dem.

Som udgangspunkt vil vi altid vinde - men jeg mener, nu skal vi også vise kontinuitet og stabilitet. Vi har gode resultater og præstationer med os, teamet er i god fysisk tilstand, vi arbejder hele tiden fremad, og vi er positive i alt, hvad vi gør. På samme tid skal vi være kloge og være i stand til at dominere og ikke give noget væk for at vinde kampen.

Vi har talt om de svingende resultater, vi har haft. Vi er nået til den konklusion, at det er en mental ting. Vi spiller i 2. division og det er en meget svær liga at spille i. Der er mange fysisk stærke spillere og mange godt organiserede hold. Divisionen er lige, så alle er på jagt efter point. Vi skal sikre, at vi er klar til alt, hvad holdene sætter ind mod os. Jeg tror virkelige på, at når vi spiller op til vores bedste, når vi presser højt, lægger stor energi ind i kampen - så er vi ikke til at stoppe”, slutter Joey Gudjonsson.

Trænerteamet har følgende spillere med til kampen:

2. Jeppe Gertsen
  4. Adrien Koudelka
  5. Marc Dal Hende
  7. Noah Engell
10. Marco Ramkilde
14. Ægir Jarl Jónasson
15. Søren Ilsøe
19. Jonathan Mathys
20. Marcus Immersen
22. Marco Vesterholm
23. Tobias Damtoft
30. Alfred Horup
34. Mikkel Brund
37. Frederik Lindgaard
39. Noah Poulsen
41. Tobias Hageltorn
43. Noah Ibsen
54. Adam Ingi Benediktsson (målmand)
88. O’Vonte Mullings
99. Nicholas Christoffersen (målmand)

Ikke til rådighed:

11. Casper Grening, skadet
24. Osama Murshed, skadet
45. Noah Maale, skadet